Skal Tour de Jammerbugt 2023 komme til din by?

Tour de Jammerbugt
Foto: Tour de Jammerbugt
Print Friendly, PDF & Email


Skal Tour de Jammerbugt 2023 komme til din by?

Jammerbugt Kommunes motionsløb, Tour de Jammerbugt, vender tilbage. Det sker i sommeren 2023. Der er netop nu åbnet op for at søge om at blive værtsby for én af årets etaper. Ansøgningsfristen er 27. januar 2023.


Motionsløbet Tour de Jammerbugt havde sin debut tilbage i 2019. Jammerbugt Kommune har nu en ambition om, at løbet skal nå forbi alle kommunens 22 lokalsamfund i årene 2022-2025

I 2022 var Tour de Jammerbugt i Hjortdal, Ingstrup, Skovsgaard, Gjøl, Tranum og Nørhalne – med stor succes. Her kom flere end 1100 deltagere gennem de forskellige lokalsamfund, som blev vist frem fra deres bedste side. F.eks. foregik en stor del af ruterne i Hjortdal og Tranum i den lokale natur. I Skovsgaard kom løberne og cyklisterne forbi det nyrenoverede Skovsgaard Hotel, og på Gjøl startede og sluttede ruterne selvfølgelig på havnen, som er fyldt med spændende vandsportsaktiviteter.

Vil dit lokalsamfund være vært for en etape i Tour de Jammerbugt 2023?

Nu kan det blive din bys tur til at være vært for en etape i Tour de Jammerbugt 2023 – og dermed lave de fedeste gå-, løbe- eller cykelruter gennem lokalsamfundet. Skriv til Fritidskonsulent Emil Jul Jensen på ejj@jammerbugt.dk eller ring på tlf.: 4191 2024 for at komme i betragtning.

Der er ansøgningsfrist for etapebyer fredag 27. januar 2023.

Et løb for alle

Overskrifterne for løbet er folkelighed og lokalt ejerskab. Tour de Jammerbugt er for alle, som har lyst til at bevæge sig i fællesskab med andre – uanset alder og konditionsniveau. 

Jammerbugt Kommune stiller konceptet til rådighed og leverer rammerne, herunder økonomi, tidtagning, målportal, startnumre, rutemarkeringsflag osv., men det er lokalsamfundene selv, der planlægger og afvikler deres etaper. På den måde får lokalsamfundene nemlig selv mulighed for at bestemme, hvordan de vil vise deres stedsspecifikke herligheder frem på ruterne.

LÆS OGSÅ: Jammerbugt Kommune reducerer i telefonåbningstiden