Skal din aftensmad stå på stakkevis af pandekager i dag?

Arkivbillede
Print Friendly, PDF & Email

Skal din aftensmad stå på stakkevis af pandekager i dag?

I dag er det første tirsdag efter fastelavn hvilket også kaldes International Pandekagedag – så i dag er der en rigtig god grund til, at din aftensmad skal stå på stakkevis af pandekager.

Fastelavn er en gammel katolsk tradition, som var det sidste store gilde, inden fasten gik i gang. Fasten startede dog ikke dagen efter fastelavn, men først om onsdagen, som også bliver kaldt askeonsdag.

Men faktisk var der også gilde i dagene mellem fastelavn og askeonsdag – og det var et vaskeægte pandekagegilde. Den dag er senere blevet kendt om Pandekagedagen – en dag der er blevet fejret i Danmark siden 2006.

Pandekagedagen skulle udrydde resterne

Pandekagedagen opstod, fordi fasten kun bød på fisk, grød og grovbrød, og derfor skulle de hvide varer i spisekammeret, der ikke kunne holde sig, bruges inden fasten. 

Hvidt mel, æg, mælk og smør skulle således bruges til noget fornuftigt, og her lå ideen med pandekagerne lige for.

Mærkedagen fejres flere steder i Danmark, men særligt i de engelsktalende lande er det en særlig tradition med fast fodfæste.

Man fejrer dagen primært ved at spise pandekager. Men verden over er der en lang række eksempler på, hvad dagen ellers byder på af spændende traditioner.

For eksempel fortælles der, at der i 1445 var en kvinde fra Olney i England, som var i gang med pandekagebagningen, da hun hørte kirkeklokkerne ringe. Hun styrtede derfor ud ad døren – stadig med panden i hånden – og løb gennem gaderne. 

Synet af kvinden med stegepanden inspirerede efterfølgende til et årligt pandekageløb, hvor kvinderne i byen løb om kap, mens de flippede pandekager i luften. Den tradition lever stadig videre den dag i dag.

Er du blevet lækkersulten efter al den snak om pandekager, så er det bare om at komme i gang med panden og dejen – tykke, tynde, sunde eller det modsatte – pandekager findes i mange lækre varianter.

Glædelig Pandekagedag og god appetit!

LÆS OGSÅ: Donation skal øge trivslen hos 7.300 nordjyske plejehjemsbeboere med besøg hos Museum for Papirkunst