Sejren i Dalum betyder mere end de tre point

Foto: Thomas Jansen JammerbugtFC
Print Friendly, PDF & Email

Det var en begivenhedsrig kamp i Odense lørdag eftermiddag, hvor Jammerbugt FC i en målrig affære sejrede 4-3 over hjemmeholdet Dalum IF.

Runden forinden havde de blåblusede hevet en tiltrængt 1-0 sejr i land hjemme over Holstebro. En sejr, der endte en stime på fire kampe uden scoringer og uden sejr.


Det gjorde det ikke mindre vigtigt for Jammerbugt FC at følge op med endnu sejr og opbygge momentum for de kommende kampe i en særdeles tæt række.

Det lykkedes på Fyn, og her var der ikke længere snak om problemer med at få nettet til at blafre.

– Det var en en meget speciel oplevelse, hvor den dømmende trio også får meget at skulle have sagt. Det skaber en uro og usikkerhed igennem det meste af kampen, forklarer Jammerbugt FC’s midterforsvarer, Nikolaj Lyngø, med henvisning til de fire dømte straffespark i kampen.

At Jammerbugt FC trak det længste strå efter fjerde gang holdet bragte sig i front, kan få positiv indvirkning på de kommende præstationer. I hvert fald er troen på egne evner styrket på ny.

– Vi har fået genoprettet en del momentum, og glæder os til at spille på hjemmebane igen, hvor vi ved at vi er ekstremt gode, understreger Lyngø, der sammen med holdkammeraterne tager imod Aarhus Fremad på hjemmebane i kommende runde. Her vil Nikolaj Lyngø se mere af det samme.

– Målet er at vinde over Aarhus Fremad. Bl.a. fordi en sejr kan blive afgørende i forhold til at indfri sæsonens første mål, som er at ende i top 6, lyder det målrettet fra Nikolaj Lyngø.

Jammerbugt FC indtager inden mødet med Aarhus Fremad 1. pladsen med 38 point, mens aarhusianerne har 28 point på 6. pladsen.