Se listen: Disse typer virksomheder tager flest lærlinge

Foto: AE - Arbejderbevægelsens Erhvervsråd
Print Friendly, PDF & Email

Små virksomheder er næsten dobbelt så gode til at tage lærlinge som de største virksomheder her i landet, viser ny analyse fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd. Det er paradoksalt, at de største tager mindst uddannelsesansvar, mener chefanalytiker. Der er også stor forskel brancherne imellem. Bygge- og anlægsvirksomhederne tager det største lærlingeansvar.

Det er de små virksomheder, der tager det største ansvar for at uddanne fremtidens arbejdskraft. Det er konklusionen i en ny analyse fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd baseret på registerdata fra Danmarks Statistik.

Analysen viser, at virksomheder med 10-35 fuldtidsansatte tager flest lærlinge. 1,3 procent af alle ansatte i de små virksomheder er lærlinge. Næstflest lærlinge – 1,1 procent – finder man i de allermindste virksomheder med under 10 fuldtidsansatte.

Virksomheder med over 100 ansatte tager derimod færrest. Her udgør lærlingene kun 0,7 procent. De små virksomheder tager altså næsten dobbelt så mange lærlinge som de største virksomheder ud fra deres størrelse.

”Det er paradoksalt, at det er de største virksomheder med mange ressourcer og store HR-afdelinger, der faktisk tager det mindste ansvar for at få uddannet morgendagens arbejdskraft,” siger Mie Dalskov Pihl, chefanalytiker og projektchef i Arbejderbevægelsens Erhvervsråd.

”Man kan sige, at det er de smalleste skuldre, der bærer det tungeste læs i spørgsmålet om lærlinge og uddannelsesansvar. Vi skal selvfølgelig være glade og taknemmelige over de små virksomheders store samfundssind, men samtidig er det skuffende at se, at de største virksomheder i høj grad skubber ansvaret over på de mindre erhvervsdrivende,” siger Mie Dalskov Pihl.

Analysen viser også, at virksomheder, der har høj overenskomstdækning, har en højere andel lærlinge.

Store forskelle mellem brancher

Der er også store forskelle, når man sammenligner på tværs af brancher.

Bygge- og anlægsvirksomhederne er højdespringere. Her er 3,1 procent af de ansatte lærlinge. På andenpladsen finder vi handelssektoren med 1,0 procent af de ansatte, mens industri, transport samt hotel og restauration ligger i et bredt midterfelt med en lærlingeandel på 0,7 procent.

Gennemsnittet på tværs af brancher er 0,9 procent.

”Bygge- og anlægsvirksomhederne skiller sig positivt ud. Det er især de små og mellemstore virksomheder i bygge- og anlægsbranchen, der tager mange lærlinge. Der er mange andre brancher, som kunne tage ved lære af deres gode eksempel, så vi får uddannet nok faglærte til morgendagens arbejdsmarked,” siger Mie Dalskov Pihl.

Læs analysen her

Analysens hovedkonklusioner

  • De små virksomheder tager næsten dobbelt så mange lærlinge relativt til deres størrelse som de store. 1,3 procent af de ansatte i små virksomheder er lærlinge. Det samme gælder for 0,7 procent i de store virksomheder.
  • Der er stor brancheforskel på andelen af lærlinge i virksomhederne. Her ligger bygge- og anlægsbranchen klart i top med 3,1 procent lærlinge af alle ansatte i branchen.
  • Der er en markant højere andel lærlinge i de virksomheder, der har en høj overenskomstdækning.

Lærlingeandel fordelt på brancher

Tabellen viser antallet af lærlinge relativt til det samlede antal ansatte i virksomheder fordelt efter virksomhedens branche.

BrancheAndelen af lærlinge
Bygge og anlæg3,1 %
Handel1,0 %
Transport0,7 %
Industri0,7 %
Hotel og restauration0,7 %
Vidensservice0,5 %
Ejendomshandel og udlejning0,2 %
Anden privat service0,1 %
I alt0,9 %

Kilde: AE på baggrund af Danmarks Statistiks registre.

Lærlingeandel fordelt på virksomhedens størrelse

Tabellen viser antallet af lærlinge relativt til det samlede antal ansatte i virksomheder fordelt efter virksomhedens størrelse.

Virksomhedens størrelseAndelen af lærlinge
Mikro (under 10 fuldtidsansatte)1,1 %
Små (10-35 fuldtidsansatte)1,3 %
Mellem (35-100 fuldtidsansatte)1,0 %
Store (over 100 fuldtidsansatte)0,7 %
I alt0,9 %

Kilde: AE på baggrund af Danmarks Statistiks registre.