Sammenstød på Løkkensvej
Lørdag den 14. juni kl. 16.30 skete der et færdselsuheld på Løkkensvej, da en bil og en knallert stødte sammen.
Politikommissær Lars Jensen fra sagscenteret hos Hjørring Politi oplyser, at en 18-årig mand kom kørende mod syd og ville svinge til højre ad Redningsvejen Nord. I den forbindelse overså han en knallert, der kørte i samme retning.
Køretøjerne stødte sammen, og knallerten væltede. Den 44-årige knallertfører slap heldigvis uden personskade, og det samme gjorde den unge bilist.
Politiet har registreret sagen som et færdselsuheld uden tilskadekomne.