Sæsonens vigtigste kamp venter hos Jammerbugt FC

Cheftræner Bo Zinck Foto: Thomas Jansen Jammerbugt FC
Print Friendly, PDF & Email

Jammerbugt FC er efter otte spillerunder nu halvvejs igennem efterårets 2019 program, og skulle der gøres status nu, ville det være med blandede følelser.

Spillet har for langt størstedelen af spilleminutterne været godkendt, mens resultaterne og deraf pointhøsten, som står tilbage, ikke lever op til forventningerne.

For mange uafgjorte kampe har fået Jammerbugt FC til at halte lidt efter pladserne, der giver oprykningsspil. Hele fem pointdelinger er det blevet til, hvilket er det højeste antal blandt holdene i rækken.  De første otte spillerunder har givet i alt 8 point til Jammerbugt FC, mens søndagens gæster, Dalum IF, har samlet tre point mere, og er placeret på den gode side af stregen, der deler tabellen i to.

Denne udvikling har gjort weekendens kamp til en nøglekamp og vel sæsonens vigtigste til dato for Jammerbugt FC. Dalum IF skal forsøges indhentet, så top 6 kan indtages og ikke forsvinde længere væk. Cheftræner Bo Zinck er opmærksom på kampens alvor.

– Som det er faldet ud, er denne kamp blevet til den vigtigste i sæsonen indtil nu. Det er et kritisk tidspunkt på sæsonen og vi skal vinde. Men det skal vi nu altid på hjemmebane, hvor vi som oftest må indtage favoritrollen, fortæller en alvorlig, men samtidig fattet og rolig cheftræner, som vil se alle yde sit maksimale søndag.

– Det er en spændende kamp. En speciel kamp. Vi kan komme i top 6 med en sejr, og isoleret set er det en meget meget vigtig kamp. Jeg forventer meget af holdet. Jeg forventer, at vi arbejder endnu hårdere for at få vendt vores indsatser til sejre. Vi skal have mere ud af vores gode perioder. Det er nøglen til pointmæssig forbedring. Vi har haft mange gode perioder i sæsonens kampe, men vi har ikke udnyttet dem godt nok. Det skal vi lave om på, understreger Zinck.

Der bliver nok at se til søndag. Odenseanske Dalum IF indtager en delt førsteplads som det mest scorende hold i rækken. 18 scoringer er det blevet til, mens Jammerbugt FC kun kan fremvise 7 mål i den anden ende af skalaen.

Netop den manglende skarphed har været fokuspunkt hos Jammerbugt FC de seneste runder, og med afsæt i denne statistik, så bliver det nødvendigt med skarphed i begge felter, hvis den ønskede sejr skal i hus søndag på hjemmebane.

– Det er et anderledes Dalum hold end det, vi mødte i foråret, og det har de haft god succes med. De er livsfarlige på omstillinger og godt organiseret. De arbejder godt for hinanden og er et fint hold, som vi skal være meget opmærksomme på, siger Bo Zinck om modstanderen og slår slutteligt fast.

– Vi har respekt for Dalum, men trods modvind her i starten af efteråret, så har vi tro på egne evner og på at vi kan lykkes med denne vigtige sejr. Men vi skal give alt, hvad vi har.

Kom på stadion søndag d. 22. september kl. 14.00 og bidrag til at skabe en vigtig og stærk 12. mand, der kan hjælpe drengene på vej til en mildt sagt vigtig sejr i sæsonens indtil nu vigtigste opgør!