Sådan undgår du tandpine i julen

Modelbillede
Print Friendly, PDF & Email

Sådan undgår du tandpine i julen

Tandlægevagter over hele landet sidder klar til at hjælpe, hvis du får tandproblemer i juledagene.

Av! Den gode julestemning kan hurtigt blive spoleret, hvis du knækker en tand på flæskesværen eller julegodterne. De fleste tandlæger holder lukket i juledagene, men der er stadig hjælp at hente, hvis uheldet er ude. Hvis du får tandpine eller mindre tandskader uden for din egen tandlæges åbningstid, fx smerter i en tand eller en tabt fyldning, kan du kontakte tandlægevagten i din region.

Tandlægevagtordningerne er forskellige fra region til region. Nogle steder kan du møde op uden tidsbestilling, andre steder skal du først kontakte vagten eller regionens akutlinje for at aftale tid.

Hvis du har større, akutte behandlingskrævende tandskader, fx efter et cykelstyrt eller blødninger efter en operation i munden, og tandlægevagten er lukket, skal du kontakte tandskadevagten i din region. Tandskadevagten er afløseren for skadestuen, når det gælder tandskader.

Tandlæger følger strenge hygiejniske retningslinjer
Husk dit gule sundhedskort og vær opmærksom på, at priserne er højere end ved en normal tid hos tandlægen, og at du typisk skal betale kontant eller med dankort. Der kan være lang ventetid, men tandlægerne vil gøre, hvad de kan for at hjælpe dig så hurtigt som muligt. Tandlægerne følger strenge hygiejniske retningslinjer fra Sundhedsstyrelsen.

Forebyg tandpine i juleferien
Ifølge Susanne Kleist, som er formand for Tandlægeforeningen, kan man også selv gøre noget for at forebygge tandpine i juleferien:

”Vær forsigtig, når du bider og tygger i noget hårdt som flæskesvær og nødder, så du undgår skader på tænderne. Og vær opmærksom på, at de søde mellemmåltider giver størst risiko for huller i tænderne. Især hvis de klistrer fast til tænderne som karameller, sukkerstokke og tørret frugt”, understreger Susanne Kleist.

Hun minder om, at man – ikke mindst i juletiden – skal børste tænderne grundigt morgen og aften i to minutter med tandpasta med fluorid.

Deltag i debatten på Jammerbugtposten.dk - Skriv en kommentar til denne artikel:

Skriv venligst en kommentar
Indtast dit navn