Sådan får vi flere på fuldtid i ældreplejen

Mona Striib Forbundsformand, FOA


Langt de fleste ansatte i ældreplejen arbejder på deltid, og det er et problem, fordi vi samtidig har stor personalemangel på området. Nu viser ny undersøgelse, hvad der kan få flere til at arbejde mere.

Lønnen skal sættes op og arbejdstempoet ned. Sådan lyder to af hovedingredienserne i opskriften på, hvordan vi får flere deltidsansatte social- og sundhedsmedarbejdere i ældreplejen op i timetal. Det viser en ny undersøgelse, som FOA har gennemført blandt medlemmer, der i dag arbejder mindre end 37 timer ugentligt – og som foretrækker at fortsætte med at arbejde deltid.

-- annonce ---


Helt konkret er medlemmer, som i dag arbejder deltid, blevet bedt om at udpege hvilke af flere mulige tiltag, der kunne få dem til at gå op i tid. Her peger flest, nemlig 41 procent, på en højere løn.

”Omsorg og pleje er noget af det fineste og vigtigste, vi kan give samfundets ældre. Men den anerkendelse af social- og sundhedsarbejdet afspejler sig ironisk nok ikke i den enkeltes løn. Alle ved, at vi hverken har personale nok til nutidens eller fremtidens plejetrængende ældre, så det ville da være klogt at gøre noget ved det, når så mange i undersøgelsen peger på, at en af vejene til mere arbejdskraft er en højere løn,” siger forbundsformand Mona Striib, FOA.

Ud over en højere løn peger godt hver tredje, nemlig 36 procent, på, at et bedre arbejdsmiljø eller lavere arbejdstempo ville kunne få dem til at gå op i arbejdstid. Og næsten lige så mange af de ansatte vil have mere tid til omsorg, pleje og hjælp til borgeren, hvis de skal arbejde flere timer end i dag.

”Mange bliver slidt op eller går hjem med ondt i maven, fordi de ikke får tid nok til at yde de ældre den omsorg og hjælp, de bør have. De skal tage sig af for mange borgere på én gang, eller halse rundt med kørelister, der ikke giver dem tid nok hos den enkelte ældre. Vi bliver nødt til at give bedre tid til, at de kan give den rette pleje og omsorg og skabe et bedre arbejdsmiljø,” siger Mona Striib.

At det i høj grad er et hårdt arbejdsmiljø, der presser de ansatte til at arbejde deltid, fremgår tydeligt af undersøgelsen. Over halvdelen af de deltidsansatte, der ikke vil arbejde flere timer, svarer, at det skyldes, at arbejdet er for fysisk eller psykisk krævende. Samtidig svarer en ud af tre, at de arbejder på deltid af hensyn til deres helbred.

Andelen af FOA-medlemmer, der arbejder fuldtid, er steget fra 18 til 26 procent fra 2019 til nu, men med ifølge krl.dk omtrent 60.600 social- og sundhedsansatte i kommunerne, som arbejder på deltid, er der endnu et stort uforløst potentiale. Forestillede man sig, at de alle i stedet arbejdede fulde 37 timer om ugen, ville det svare til næsten 11.500 ekstra fuldtidsansatte.

”Der skal være mulighed for at arbejde deltid i perioder, hvor det giver mening i forhold til den enkeltes livssituation. Men vi har behov for, at flere kan se sig selv arbejde flere timer. Her kan vi se, at løn og arbejdsmiljø vil gøre en forskel, og vi har faktisk ikke råd til at lade være med at reagere på det,” siger Mona Striib.