ForsideJammerbugtSådan får du styr på din skat i det nye år

Sådan får du styr på din skat i det nye år

Sådan får du styr på din skat i det nye år

Et nyt år er skudt i gang, og hvis du ikke allerede har opdateret din forskudsopgørelse, skal du gøre det snarest muligt, hvis du gerne vil økonomisk godt fra start i 2025. Det er særligt relevant for dem, der har oplevet store livsændringer, eller hvor økonomien har ændret sig markant, lyder det fra Spar Nord og BDO.

Vi har taget hul på et nyt år, og med det kommer for mange danskere nye mål og nytårsforsæt. Mens mange sætter fokus på sundhed og bedre vaner, er det også en god anledning til at få styr på økonomien og dermed forskudsopgørelsen. Ved at opdatere den nu, kan du ikke blot undgå skattesmæk, men også sikre, at dine fradrag er korrekt beregnet fra årets begyndelse.

– Forskudsopgørelsen har været åben i flere måneder, men det kan nemt gå i glemmebogen i en travl hverdag. Nu, hvor vi er i januar, er det det perfekte tidspunkt at tage handling – både for at undgå restskat og sikre sig, at fradragene bliver udnyttet fuldt ud, siger investeringskonsulent i Spar Nord Karsten Brøndum Idskov.

Hvis du er en af dem, der stadig mangler at gennemgå din forskudsopgørelse, fremhæver Spar Nord og BDO her fem vigtige punkter, som kan have betydning for, hvordan du beskattes i 2025.

1. Nyt job eller ændrede arbejdsforhold

Har du skiftet job, eller har din jobsituation på andre måder ændret sig f.eks. i form af ny løn eller flere hjemmearbejdsdage, er du blandt dem, som især bør tjekke forskudsopgørelsen.

– En tommelfingerregel, når det kommer til indkomstens størrelse, er, at hvis du månedligt tjener mindre end 38.000 kroner før arbejdsmarkedsbidrag, er det bedre at sætte indkomsten lidt for lavt end højt. Det sikrer nemlig, at det automatisk beregnede beskæftigelsesfradrag ikke bliver for højt. Omvendt er det bedre at sætte den lidt for højt, hvis du tjener mere end 56.000 kroner, fordi trækprocenten er mindre end marginalskatten, forklarer chefkonsulent i BDO Henning Boye Hansen og tilføjer:

– Derudover skal du huske at opdatere dit kørselsfradrag, hvis du har et ændret kørselsmønster. Det kan eksempelvis være, hvis du har fået flere hjemmearbejdsdage eller har skiftet arbejdsplads, så du kører enten færre eller flere kilometer til og fra arbejde.

2. Ændrede renteudgifter på boliglån

Hvis du har omlagt eller refinansieret dit boliglån, skal du ifølge Karsten Brøndum Idskov sørge for at tjekke, at renteudgifterne stemmer på forskudsopgørelsen:

– Det seneste år har vi set flere renteændringer, og hvis du er blandt dem, som har valgt at omlægge dit lån for f.eks. at få lavere renteudgifter, vil det udløse et lavere fradrag. Også nye boligejere eller boligejere, som har en variabel rente, bør korrigere tallet i forskudsopgørelsen for at sikre sig, at de har det rette fradrag og ikke ender med at skulle betale restskat.

Rentefradraget bliver ikke automatisk opdateret, så hvis du i løbet af 2025 omlægger dit boliglån, skal du selv rette det.

3. Store livsændringer

Har du oplevet større forandringer i dit liv såsom at blive skilt, at gå på pension eller at blive færdiguddannet, er du også blandt dem, der skal kaste et ekstra blik på forskudsopgørelsen.

– Hvis du lige er kommet ud på arbejdsmarkedet, eller du er blandt dem, som netop har forladt det, vil dine indkomstforhold typisk ændre sig markant – og det har direkte effekt på din skat. Samtidig skal du huske at oplyse, hvis du går på folke- eller førtidspension inden for det kommende år, så du får udbetalt det korrekte beløb af Udbetaling Danmark, fortæller Henning Boye Hansen.

4. Udbytte fra investeringer

Har du investeringsbeviser, kan du også overveje at tilrette eventuelle udbytter, når du nu alligevel er ved at opdatere din forskudsopgørelse.

– De fleste investeringsforeninger udbetaler udbytter i starten af året, og de udbytter kan variere meget fra år til år. Derfor kan det være klogt at få ført de foreløbige udbyttesatser, som kan findes på foreningernes hjemmesider, ind på forskudsopgørelsen, lyder det fra Karsten Brøndum Idskov.

5. De statslige tillægslån til boligejere

Mange boligejere har fået statslige tillægslån, fordi forskudsopgørelsen for 2024 og 2025 ikke modregner ændringer i ejendomsværdiskat og grundskyld. Det betyder, at en stigning i den ene skat ikke udlignes af et fald i den anden, hvilket kan føre til en for stor skatterabat og i værste fald en restskat på årsopgørelsen.

– Hvis du er tilmeldt indefrysningsordningen og ikke har frameldt dig inden årsskiftet, får du automatisk et tillægslån i tilfælde af en for stor skatterabat. I forbindelse med årsopgørelsen får de berørte boligejere et bevillingsbrev, som indeholder en vejledning om, hvordan lånet kan indfries, forklarer Henning Boye Hansen og tilføjer:

– Lånet løber med renter fra 1. januar 2025, og da renten er 2,66 procent og beløbet ofte under 2.000 kroner, er renterne minimale. Det er derfor en nem mulighed for at afslutte lånet hurtigt, selvom tillægslån og renter ellers først skal betales tilbage, når boligen sælges.

Deltag i debatten på Jammerbugtposten.dk - Skriv en kommentar til denne artikel:

Skriv venligst en kommentar
Indtast dit navn

- Annonce -

SENESTE ARTIKLER