S: SÆT SYGEHUSENE FRI 

Print Friendly, PDF & Email


Socialdemokratiet i Nordjylland foreslår nu at gøre et eller flere sygehuse til frisygehuse med mere selvstyre og mindre binding til centrale regler og organiseringsformer. 

– De ansatte skal have større indflydelse på deres eget arbejde og have frihed til at tilrettelægge arbejdet bedst muligt. Vi har fuld tillid til de ansatte og tror, at de kan få en bedre og mere effektiv arbejdsplads ved selv at tilrettelægge tingene, siger Politisk ordfører Ulla Astman (S). 


Fastholde erfarne medarbejdere 

En af regionens store udfordringer er at skaffe medarbejdere nok til sygehusene. Det kan Socialdemokratiet ikke løse med et knips, men frisygehuse kan være et vigtigt skridt. 

– Når vi taler rekruttering, er det uhyre vigtigt at fastholde vores erfarne og dygtige medarbejdere på sygehusene. Det kan vi blandt andet gøre ved at give dem maksimal indflydelse på eget arbejde. De erfarne folk spiller også en vigtig rolle i at oplære nyuddannede og at sikre, at nye kolleger føler sig som en del af holdet. Fastholdelse er et af de bedste rekrutteringsmidler, mener Ulla Astman. 

Hun hører ofte forslag fra sygeplejersker om overnormering på udvalgte afsnit for at teste, om det kan give større arbejdsglæde, mindre sygefravær og bedre behandlingsresultater. Det kunne  være et initiativ fra et frisygehus. 

Budgetforhandlinger 

Gruppeformand Mogens Nørgård/S, vil bringe ideen op i de kommende budgetforhandlinger, så derfor stiller vi ikke med en detaljeret plan. 

– Regionsrådet skal sætte rammer for forsøget, men vi skal ikke gå i detaljer. Så skal vi overlade til de udvalgte sygehuse at udfylde rammerne og lade de gode idéer blomstre, siger Mogens Nørgård. 

Et ønske fra Socialdemokratiets side vil være at de frie sygehuse skal sætte de enkelte faggrupper bedre i spil og undgå silotænkning. Det kunne være en naturlig del af rammen for et frisygehus. 

Dokumentation – friheden er der 

– Og så er der klassikeren med dokumentation. Ingen skal lave dokumentation for regionens skyld, men for patienternes skyld. Vi vil gerne give medarbejderne en udfordringsret i forhold til dokumentationen – hjælp os med at fjerne det, der ikke giver mening. Dokumentation er til at for at hjælpe de kolleger, der senere skal hjælpe patienten, konstaterer Ulla Astman. 

Frisygehuse
Socialdemokratiets forslag:: 

  • Regionsrådet skal sætte de overordnede rammer for forsøget 
  • Sygehusene kan søge om status som frisygehus. 
  • Regionsrådet behandler ansøgningerne og udpeger et eller flere sygehuse 
  • Forsøget løber i mindst tre år, og evalueres hvert år. 
  • Erfaringerne udbredes løbende til de øvrige sygehuse.