Rødderne på Gjøl giver Camilla Andersen drivkraften i politikken
Når vælgerne den 18. november går til stemmeurnerne, stiller 31-årige Camilla Andersen op til kommunalbestyrelsen for Venstre.
Camilla er født og opvokset på Gjøl, hvor hun også bor i dag sammen med sin mand Andreas og deres datter Agnes på 3,5 år. Familien nyder livet tæt på Limfjorden, hvor både natur, fællesskab og foreningsliv spiller en stor rolle i hverdagen.
– Jeg er vokset op med fjorden som nabo og har altid haft en stærk tilknytning til området. Gjøl er et fantastisk sted at bo, hvor folk løfter i flok, og hvor man stadig hilser på hinanden på gaden. Det fællesskab betyder meget for mig, fortæller Camilla Andersen.
Fra miljøhistoriker til museumsinspektør
Camilla Andersen er uddannet historiker og arbejder til dagligt som museumsinspektør på et statsanerkendt museum. Hun har en ph.d. i miljøhistorie med fokus på historiske stormfloder og hvordan mennesker før os har håndteret naturkatastrofer.
– Mit fag handler i høj grad om at forstå sammenhænge mellem mennesker, natur og samfund – og det kan man faktisk overføre direkte til kommunalpolitik. Det handler om at tænke langsigtet og tage ansvar for de beslutninger, vi træffer i dag, siger hun.
Aktiv i lokalsamfundet
Ved siden af arbejdet er Camilla Andersen dybt engageret i Gjøls foreningsliv og lokale udvikling. Hun står bag en lang række initiativer, der skal styrke bosætning, samarbejde og kultur i byen.
Hun er blandt andet formand for Gjøl Sejlklub og Gjøl-Samarbejdet, og hun har været aktiv i Gjøl Festuge, i arbejdet med masterplanen for Gjøl, i lokale udviklingsplaner og i udvidelsen af Gjøl Havn.
– Jeg tror på, at når man engagerer sig, kan man flytte meget. Det er gennem samarbejde og frivillighed, vi skaber resultater – ikke ved at sidde på sidelinjen, siger hun.
Som sejler finder hun desuden stor glæde i at bruge fritiden på fjorden.
– Jeg elsker at se børnene lære at sejle. Det giver dem både selvtillid, ansvar og respekt for naturen. Det er vigtigt for mig, at vi lærer den næste generation at bruge fjorden og passe på den, fortæller Camilla Andersen.
En naturlig interesse for politik
Camillas politiske interesse begyndte allerede i skoletiden. Første gang hun for alvor blev fanget af politik, var i samfundsfag i 8. klasse, hvor hun blev tildelt rollen som Margrethe Vestager i en klassedebat.
– Selvom jeg ikke deler de Radikales holdninger, syntes jeg, at hun var et forbillede som ordentlig og velforberedt politiker. Hun inspirerede mig til at sætte mig ind i, hvordan politik fungerer, fortæller Camilla Andersen.
Siden gymnasietiden har hun været fast forankret i Venstres liberale værdier.
– Frihed og ansvar hænger sammen. Jeg tror på, at mennesker grundlæggende gerne vil tage ansvar for sig selv og hinanden, hvis de får friheden til det. Det er et bærende princip for mig – både personligt og politisk, siger hun.
Hun begyndte for alvor at engagere sig i lokalpolitik, da hun flyttede tilbage til Gjøl for ti år siden.
– Det gik hurtigt op for mig, hvor meget der besluttes lokalt i kommunalbestyrelsen. Det er dér, rammerne for vores hverdag fastlægges – lige fra skoler og daginstitutioner til havneprojekter og fritidstilbud. Det er dér, man kan gøre en forskel, siger hun.
Siden 2018 har Camilla Andersen siddet i bestyrelsen for Venstres vælgerforening i Aabybro og har derigennem opbygget et stærkt netværk i hele kommunen.
Fokus på børn, trivsel og lokale muligheder
Som mor til et lille barn fylder børneområdet meget i Camilla Andersens politiske visioner.
– Børns trivsel er helt afgørende. Vi skal investere mere aktivt i vores børn – både i dagtilbud og i skolen. Det handler om at skabe trygge rammer, hvor børn får lyst til at lære, og hvor faglighed og trivsel går hånd i hånd, siger hun.
Hun peger på behovet for at fastholde lokale dagpleje- og vuggestuetilbud, så familier frit kan vælge, hvad der passer dem bedst, og på at folkeskolen skal tilbage til sin kerneopgave: undervisningen.
– Alt for mange børn forlader folkeskolen uden at kunne de grundlæggende færdigheder. Det skal vi lave om på, understreger hun.
Bosætning, natur og foreningsliv
Camilla Andersen ser Jammerbugt Kommune som et fantastisk sted at bo – men med potentiale til at blive endnu bedre.
– Vi har en enestående natur mellem hav og fjord, et stærkt foreningsliv og et aktivt lokalt engagement. Det skal vi bygge videre på, siger hun.
Hun ønsker at styrke kommunens profil som attraktiv bosætningskommune, hvor familier vælger at slå sig ned, fordi rammerne for det gode hverdagsliv er på plads.
– De mange lokale KFL-projekter og kultur- og fritidsaktiviteter betyder utroligt meget for livskvaliteten. Det er usynlig kernevelfærd – men den har enorm betydning for, hvordan det er at bo her, siger hun.
Klar til at tage ansvar
Camilla Andersen stiller op for Venstre med et ønske om at bringe sin erfaring, sin faglighed og sit lokale engagement i spil for hele kommunen.
– Jeg stiller op, fordi jeg gerne vil være med til at sikre, at Jammerbugt også fremover er en kommune, hvor man både kan leve og drømme. Hvor vi investerer ude lokalt og værner om det, der binder os sammen, siger hun.Hun smiler, før hun tilføjer:
– Jeg tror på fællesskab, frihed og fremtid – og jeg håber på en personlig stemme den 18. november.

POLITISK REKLAME. Sponsor: Venstre i Jammerbugt Kommune. Sponsor er kontrolleret af: Venstre i Jammerbugt Kommune. Annoncen er knyttet til Kommunal- og Regionsvalg 18.11.25. LINK: https://jammerbugt.venstre.dk/venstres-kandidathold.html

