Ringridderfesten i Slettestrand hyldede traditioner og stærkt fællesskab
Der var både feststemning, traditioner og varme ord om lokalsamfundet, da årets ringridderfest blev afholdt i Slettestrand. Her holdt formand for Fritid, Kultur og Landdistrikter i Jammerbugt Kommune, Helle Bak Andreasen, festtalen, hvor hun satte fokus på betydningen af de mange frivillige og de traditioner, som år efter år samler mennesker i området.
Hun takkede arrangørerne for invitationen og fremhævede, at ringridderfesten er meget mere end en lokal fest.
– Tak fordi jeg må være med til at fejre en begivenhed, som år efter år samler mennesker på tværs af generationer – ja, nærmest på tværs af landet. En begivenhed, hvor traditioner holdes i hævd, hvor fællesskabet blomstrer, og hvor vi minder hinanden om, hvad det er, der gør vores lokalområde helt særligt, sagde Helle Bak Andreasen.
Hun understregede, at traditioner binder fortid, nutid og fremtid sammen og skaber fælles minder for både børn og voksne. Samtidig pegede hun på, at arrangementer som ringridderfesten også har stor betydning for områdets turisme.
– Ringridderfesten er med til at fortælle historien om Slettestrand. Den er også et vigtigt trækplaster for gæster og turister, som får mulighed for at opleve den særlige stemning, gæstfriheden og det stærke lokalsamfund, der kendetegner området, lød det.
Naturen og menneskerne skaber området
I talen fremhævede udvalgsformanden også Slettestrands særlige natur med havet, skoven, klitterne og de åbne landskaber som en af områdets store styrker.
Men naturen kan ikke stå alene, understregede hun.
– Det er menneskerne, der skaber liv. Det gør de aktive erhvervsdrivende, som sikrer, at vi kører hertil efter god mad, en god is eller en god oplevelse. Uden jer ville Slettestrand ikke være i den positive udvikling, som området oplever i dag, sagde Helle Bak Andreasen.
Stor tak til de frivillige
En stor del af talen var samtidig en hyldest til de mange frivillige, som hvert år bruger utallige timer på at planlægge og gennemføre ringridderfesten og en lang række andre aktiviteter.
– Tak til alle jer frivillige, foreninger og alle jer, der bruger utallige timer på planlægning, opsætning, oprydning og alt det praktiske, som de fleste aldrig ser. Det er jeres indsats, der gør forskellen, og som gør Slettestrand til noget unikt, som flere og flere får øjnene op for, sagde hun.
Hun understregede samtidig, at stærke lokalsamfund ikke kan skabes fra et mødelokale på rådhuset.
– For en landdistriktskommune som Jammerbugt er det afgørende, at der er mennesker, som vil tage ansvar, engagere sig og skabe muligheder lokalt. Det er ikke noget, man kan vedtage i kommunalbestyrelsen. Det vokser frem gennem ildsjæle, sammenhold og viljen til at gøre noget for andre.
Rødder og vinger
Helle Bak Andreasen rundede talen af med et gammelt ordsprog, som hun mente beskriver Slettestrand særdeles godt.
– Et gammelt ordsprog siger, at det bedste, vi kan give vores børn, er rødder og vinger. Det kan man faktisk også sige om et lokalsamfund – vi ved, hvad vi kommer af, vi har vores traditioner, men vi udvikler os også. Det er vist en meget god betegnelse for Slettestrand.
Hun ønskede til sidst alle en god ringridderfest med masser af oplevelser, grin, hyggelige samtaler og sund konkurrence.



