ForsideAabybroRessourcecenter Jammerbugt åbner i Halvrimmen

Ressourcecenter Jammerbugt åbner i Halvrimmen

Det nye Ressourcecenter Jammerbugt åbner 1. maj i Halvrimmen. Dermed kan Jammerbugt Kommune fortsat tilbyde et dagtilbud i hjemkommunen til alle borgere i målgruppen.

Dagtilbuddet i Ressourcecenter Jammerbugt bliver for borgere tilknyttet jobcentret, borgere i beskyttet beskæftigelse og et generelt aktivitetstilbud til borgere, som har en autismespektrumsforstyrrelse. På længere sigt vil målgruppen for tilbuddet blive udvidet. Ressourcecenteret kommer til høre til på den tidligere skole i Halvrimmen. 

Når centret åbner 1. maj vil der være ca. 40 borgere fra Jammerbugt Kommune tilknyttet det nyoprettede kommunale autismetilbud.

Jammerbugt Kommune valgte at oprette et lokalt autismetilbud i henhold til kommunens hjemtagelsesstrategi, da en omstrukturering hos Nord-Bo betød, at ca. 20 af de ca. 40 borgere i Jammerbugt Kommune ellers skulle flytte til Aalborg Kommune i dagtilbuddet.

”I samspil med borgerne, de pårørende, lokale virksomheder og andre samarbejdspartnere er vi klar til at tilbyde vores borgere en høj faglig kvalitet i dagtilbuddet. At borgerne ikke får langt til dagtilbuddet er med til at skabe stabilitet for borgerne”, udtaler Mogens Christen Gade.

Indvielse af Ressourcecenter Jammerbugt sker tirsdag 28. maj.

- Annonce -

SENESTE ARTIKLER