ForsideJammerbugtDEBAT: Sprøjtegiftene skal slet ikke nå mine vandhaner

DEBAT: Sprøjtegiftene skal slet ikke nå mine vandhaner

Af Theresa Berg Andersen, folketingsmedlem og gruppeformand for SF – valgt i Nordjylland

Sprøjtegiftene skal slet ikke nå mine vandhaner

I de her uger falder både sne og regn tæt og tungt over Nordjylland, og jorden drikker til sig. Vandet finder sine egne veje – gennem markerne, ned i grundvandet og videre ind i vores haner. Det er et stille kredsløb, som bare skal fungere. Derfor giver det uro i maven, når nye tal fra Miljøministeriet viser, at beskyttelsen af vores drikkevand ikke fungere.

Vand er kaffen på kanden, saftevand på bordet og vanddunken i vores børns tasker. Derfor er det uacceptabelt at vi stadig finder pesticidrester i en stor del af landets drikkevandsboringer – også overalt i Nordjylland.

Rapporten fra miljøministeriet fastslår at efter 27 års indsats er kun 1,5 procent af de områder, der skulle beskytte vores drikkevand, reelt sikret. Det kalder på kontant handling.

Vand tager sig tid. Det bevæger sig langsomt gennem jordlagene og risler videre under den ene mark efter den anden, før det når frem til drikkevandsboringerne, og løber videre ud i vores haner. Netop derfor giver det mening at handle dér, hvor det dannes. Når vi skaber sprøjtefri zoner omkring de sårbare grundvandsområder, giver vi naturen arbejdsro.

Valget er egentlig ret jordnært. Vi kan investere i forebyggelse og lade rent vand strømme under jorden hen til vores vandhaner. Eller vi kan bruge store summer på at rense det for giftige pesticider, som det har suget til sig på vejen under jorden. Den første vej styrker både sundhed, økonomi og tillid – og den giver mening i en landsdel, hvor man plejer at gøre tingene ordentligt fra start.

Jeg vælger at beskytte vandet mens det risler afsted under jorden, så de sprøjtegifte aldrig når frem til mine vandhaner.

Derfor vil vi i SF have et nationalt sprøjteforbud på de sårbare grundvandsdannende områder, Det er den bedste investering, vi kan lave. Det er en investering i, at både du og jeg og fremtidige generationer kan blive ved med at drikke rent vand direkte fra hanen.

Theresa Berg Andersen (SF) Nordjysk medlem af Folketinget Foto: Privat

2 KOMMENTARER

  1. Ja, selvfølgelig må der ikke være gift og andre skadelige stoffer i vores grund- og drikkevand. Det er da en selvfølge, alle går ind for !
    Hvad er problemet ?

  2. Helt enig i at vores drikkevand skal beskyttes. Det er man også i gang med – BNBO. Indirekte lægger du op til, at det er landbruget i fm. sprøjtning, der er synderen. Det er ikke hele sandheden. Mange af de nuværende problemer skyldes fortidens synder, herunder også landbruget. Man må bare ikke stirre sig blind på landbruget. Man kan vel ikke beskylde landbruget fra forureningen af drikkevandet i Blokhus. Her var det nærmere stoffer fra træbeskyttelse. Industri og private har også et stort ansvar for den nuværende forurening af drikkevandet og fremtidige beskyttelse.

Deltag i debatten på Jammerbugtposten.dk - Skriv en kommentar til denne artikel:

Skriv venligst en kommentar
Indtast dit navn

- Annonce -

SENESTE ARTIKLER