Rekord: 14 % flere henvendelser om harekillinger på Vagtcentralen 1812

Foto: Dyrenes Beskyttelse.
Print Friendly, PDF & Email

Bittesmå harekillinger der ligger helt alene kan nemt se unaturligt ud
for det menneskelige øje. Det resulterede i rekordmange henvendelser i
2020, til Dyrenes Beskyttelses Vagtcentral 1812, men der er ofte ingen
grund til bekymring: Harekillingen er hverken forældreløs eller i
nød.

Dyrenes Beskyttelses Vagtcentral 1812 modtager mange henvendelser fra
folk, der tror at de har fundet en efterladt harekilling i nød. I 2020
modtog vagtcentralen 691 henvendelser omhandlende harekillinger. Det er
en stigning på 14 % siden 2019, hvor der Vagtcentralen 1812 modtog 604
henvendelser.


Henvendelserne kommer ofte fra velmenende borgere, som har fundet
harekillinger, der ligger helt alene. De fleste af disse harekillinger
er dog ikke i nød, men derimod på egen pote helt fra fødslen. De har
derfor ikke brug for hjælp – ikke før de bliver taget op af
mennesker.

”Når folk tager de små harekillinger med hjem for at hjælpe dem,
så gør de i mange tilfælde en sund og tryg harekilling angst og
stresset. Denne handling kan i yderste konsekvens slå harekillingen
ihjel. Det er meget vigtigt, at man lader dem være, hvis ikke de er
skadede,” understreger Michael Carlsen, biolog ved Dyrenes
Beskyttelse.

Hvis harekillingen er i nød, er det derimod vigtigt at ringe 1812. Det
kan være, hvis den er skadet eller syg.

Færdes på egen pote fra fødslen af

Harekillinger er nogle af forårets første dyreunger, og allerede i
starten af februar kan man få øje på dem i landskabet. Når ungerne
kommer til verden, har de både pels og åbne øjne, og i løbet af få
timer efter fødslen bevæger de sig omkring.

”Harekillinger gemmer sig i nærheden af deres fødested, i en radius
på ofte over 100 meter. Helt fra begyndelsen er de helt selvstændige.
En enlig harekilling er altså ikke i nød eller forældreløs, men
gemmer sig bare eller er på vej hen til sin mor for at få mælk,”
forklarer Michael Carlsen.

Nu mere folk opholder sig i naturen, nu flere opkald kommer der til
Dyrenes Beskyttelses Vagtcentral 1812. Den høje stigning skyldes ikke,
at der er flere harekillinger, men snarere at mange opholdt sig udenfor
i foråret 2020.

[ FAKTABOKS ] Dyrenes beskyttelse anbefaler:

* Lad harekillingerne være. Det er helt normalt, at de opholder sig
alene.
* Hvis en harekilling er blevet hjembragt, så skal den hurtigt
genudsættes på stedet, den blev fundet. Hvis du ikke kan finde præcis
det sted, du fandt den, så bare så tæt på som muligt – harekillinger
kan godt finde vej.
* Hvis harekillingen har synlige skader eller er blevet bragt hjem af
hunden eller katten, så skal du ringe til Dyrenes Beskyttelses
Vagtcentral 1812 for vejledning om håndtering af harekillingen.