Regionsrådet inviterer borgere til debat om Nordjyllands udvikling

Foto: Region Nordjylland
Print Friendly, PDF & Email

Regionsrådet inviterer borgere til debat om Nordjyllands udvikling

Fra 2. oktober til 28. november er Regionsrådets forslag til en ny Regional Udviklingsstrategi for 2024-2027 i offentlig høring. Regionens borgere, organisationer og virksomheder inviteres til møder i Brønderslev, Nykøbing Mors og Hobro hvor Nordjyllands udvikling sættes til debat.

Den Regionale Udviklingsstrategi, som populært blot kaldes RUS, gælder for de kommende fire år fra 2024 til 2027, og den er afgørende for Nordjyllands udvikling, fordi den handler om alle nordjyders fremtid.

Strategien lægger den kurs, som Regionsrådet vil følge i ambitionen om at skabe et kompetent og bæredygtigt Nordjylland, som er attraktivt for borgere, virksomheder og besøgende. Og ikke mindst et Nordjylland som er kendt for sammenhængskraft og samarbejde på tværs af region, kommuner, erhvervsliv, videninstitutioner og organisationer.

– Det er vigtigt for Regionsrådet, at den Regionale Udviklingsstrategi er hele Nordjyllands strategi. De store samfundsudfordringer omkring f.eks. uddannelse, arbejdskraft og job samt mobilitet, miljø og klima rammer jo alle borgere og virksomheder på den ene eller anden måde. Derfor er det også vigtigt, at vi finder løsninger i fællesskab, siger Peder Key Kristiansen, formand for Udvalg for Regional Udvikling og Innovation.

Debatmøder og høringssvar skal engagere nordjyderne

Region Nordjylland afholder tre offentlige debatmøder, hvor forslaget til den nye udviklingsstrategi bliver præsenteret og debatteret. Debatmøderne afholdes i november i Brønderslev, Nykøbing Mors og Hobro for at give flest borgere, virksomheder og organisationer mulighed for at deltage. Og kan man ikke deltage i møderne, kan man i stedet sende et digitalt høringssvar direkte til Region Nordjylland.

Ønsket om en tæt dialog med offentligheden har været en rød tråd i Regionsrådets arbejde med den nye udviklingsstrategi. I januar havde 173 engagerede nordjyder bl.a. taget imod invitationen til et stort borgertopmøde i Aalborg, og politikerne har undervejs også haft dialog med unge fra de nordjyske ungdomsuddannelser.

– Siden vi satte arbejdet i gang, har vi fået en masse værdifulde indspark med udfordringer og løsninger fra borgere i alle aldre. Og vi har haft vigtige drøftelser med regionens kommuner, organisationer og virksomheder. Og nu er vi så klar til at lægge et forslag til Nordjyllands nye udviklingsstrategi frem til en afsluttende debat, siger Peder Key Kristiansen.

Når den offentlige høring er afsluttet, vil Regionsrådet færdiggøre strategien, inden den forventes vedtaget politisk i slutningen af året.

Deltag i debatmøder i Brønderslev, Nykøbing Mors og Hobro

Region Nordjylland afholder tre offentlige møder, hvor forslaget til den nye udviklingsstrategi bliver præsenteret og debatteret.

  • Tirsdag den 7. november kl. 17.00-19.00, Brønderslev Hallerne, lokale Forhallen, Knudsgade 15, 9700 Brønderslev
  • Onsdag den 8. november kl. 17.00-19.00, Arena Mors, lokale Tømmergården, H.C. Ørstedsvej 15, 7900 Nykøbing Mors
  • Mandag den 13. november kl. 18.00-20.00, Hobro Idrætscenter, lokale Multisalen, Amerikavej 22, 9500 Hobro

Læs mere og tilmeld dig debatmøderne på rus.rn.dk/debatmoeder