Region Nordjylland tager Rigsrevisionens kritik til efterretning, og der er rettet op

Mads Duedahl
Regionsrådsformand Mads Duedahl (V). Foto: Region Nordjylland
Print Friendly, PDF & Email

Region Nordjylland tager Rigsrevisionens kritik til efterretning, og der er rettet op

Region Nordjylland tager overholdelse af de maksimale ventetider for kræftpatienter alvorligt og tager Rigsrevisionens kritik til efterretning. Der har været uklarhed mellem regioner og staten om tolkningen af reglerne, og dokumentationen har ikke været god nok i nogle af de journaler i Region Nordjylland, som indgår i Rigsrevisionens stikprøve i undersøgelsesperioden.

Region Nordjylland tager kritik til efterretning

Rigsrevisionen og Statsrevisorerne har fremlagt deres rapport og kommentar til ”Overholdelse af de maksimale ventetider for kræftpatienter”.

Der er en skarp kritik af både de fem regioner og Indenrigs- og Sundhedsministeriet for ikke at have sikret, at patientrettighederne er overholdt for kræftpatienter, at de har risikeret at vente unødigt længe på behandling, og at der ikke er blevet journaliseret korrekt i forhold til de gældende retningslinjer på området.

– Vi tager Rigsrevisionens kritik af os og Indenrigs- og Sundhedsministeriet meget alvorligt. Der skal være styr på gældende praksis, og det er et klart problem, at der ikke har været klarhed om fortolkningen af bekendtgørelsen. Derfor er det også godt, at en ny vejledning fra Sundhedsstyrelsen nu kan skabe klarhed. Det er meget beklageligt, at der er fundet fejl i form af ikke tilstrækkelig dokumentation i nogle af de forløb, som Rigsrevisionen har gennemgået fra Region Nordjylland, siger Mads Duedahl (V), regionsrådsformand, Region Nordjylland.

De kritiserede forløb i Rigsrevisionens stikprøve

Rigsrevisionen bygger deres beretning på en stikprøve af forløb i perioden 2019-2023 i de fem regioner. I Region Nordjylland er der udtaget 24 forløb til gennemgang ud af samlet stikprøve på 380 forløb.

De forløb, som Region Nordjylland modtager kritik af, har alle været i perioden 2019-2020. I de kritiserede forløb har der ikke været tilstrækkelig dokumentation i journalen i forhold til, om patienterne har fået den rette vejledning.

Patienten kan godt i praksis været orienteret om muligheden for viderevisitering til behandling andetsteds i forbindelse med en forsinkelse i deres forløb, men det er ikke blevet dokumenteret i patientens journal.

Otte måneder med kun en overskridelse

Efter at der i foråret 2023 kom en skærpet opmærksomhed på handlepligt og dokumentation for kræftforløb, har Region Nordjylland foretaget en detaljeret opgørelse af kræftområdet. Opgørelsen dækker perioden for 1. juli 2023 til og med 28. februar 2024 og omfatter samtlige 2639 behandlingsforløb i perioden.

På de otte måneder er der registreret én overskridelse af de maksimale ventetider på tværs af alle kræftformer. For 2474 patienter i Region Nordjylland blev behandlingen givet inden for tidsfristen. 148 patienter fik deres behandling udskudt på baggrund af ønske fra patienten selv eller af helbredsmæssige årsager. Hos 16 patienter kunne regionen ikke af kapacitetsmæssige årsager give behandling inden for tidsfristen, men her er patienterne tilbudt at blive viderehenvist til behandling i en anden region. For de sidste tre grupper er patientrettighederne for de maksimale ventetider overholdt.

– Selvfølgelig skal der være styr på retningslinjerne, og derfor er det også ærgerligt, at der ikke har været den fornødne klarhed. Jeg bliver dog betrygget i at se vores seneste opgørelse, der viser, at vi sikrer gode forløb for vores patienter. Ikke mindst takket være vores dygtige medarbejdere og ledere, der knokler hver dag på hospitalerne for de nordjyske patienter, siger Mads Duedahl.

Kontakt til patientkontoret ved tvivl

Er du som patient i tvivl om dit eget forløb, og hvorvidt du er blevet informeret fyldestgørende, kan du kontakte Region Nordjyllands Patientkontor.

Patientkontoret kan kontaktes på tlf. 97 64 80 10 alle hverdage mellem kl. 09.00-12.00.