Politikere lægger uenigheder til side for at samle ind – Nødhjælp har ingen farve
Midt i en travl valgkamp banker tusindvis af frivillige på dørene over hele landet, når Folkekirkens Nødhjælp i morgen, søndag den 8. marts, afholder sin årlige landsindsamling. Organisationen opfordrer samtidig politikerne til at bruge dagen på noget, der samler på tværs af politiske skel.
Generalsekretær i Folkekirkens Nødhjælp, Jonas Nøddekær, mener, at indsamlingen er en god anledning til at tage en pause fra valgkampens uenigheder.
“Debatten om udviklingsbistand fylder meget, men vi ved, at viljen til at hjælpe mennesker i nød ikke har én farve. Midt i en valgkamp, hvor uenigheder fremhæves konstant, er det værd at huske på alt det, der samler os,” siger han.
Derfor har organisationen inviteret alle folketingskandidater til at deltage i indsamlingen til fordel for mennesker i nogle af verdens mest konfliktfyldte områder.
Bred politisk opbakning
Opfordringen har fået opbakning fra flere partier. I morgen vil man rundt omkring i landet kunne møde både ministre og folketingskandidater, der går fra dør til dør med indsamlingsbøssen.
Kandidater fra blandt andre Venstre, Det Konservative Folkeparti, Socialdemokratiet, Socialistisk Folkeparti, Alternativet, Radikale Venstre og Enhedslisten har allerede meldt deres deltagelse.
Politikerne går dog ikke alene. Omkring 12.000 frivillige deltager i landsindsamlingen på tværs af landet.
Hjælp til verdens brændpunkter
Pengene fra årets indsamling går blandt andet til akut nødhjælp i områder ramt af krig og kriser, herunder i Gaza, Ukraine og Sydsudan.
Sidste år samlede danskerne mere end 13 millioner kroner ind, og organisationen håber, at årets store frivillige engagement kan føre til endnu et stærkt resultat.
“Vi oplever rekordstort engagement fra alle typer af frivillige i år – fra helt unge konfirmander til garvede seniorfrivillige. Og nu også politikere på tværs af det politiske spektrum. Det vidner om, at den danske vilje til at hjælpe er meget bredt forankret,” siger Jonas Nøddekær.
Landsindsamlingen finder sted i morgen, søndag den 8. marts, over hele landet. Man kan læse mere om indsamlingen på Folkekirkens Nødhjælps hjemmeside.

