Politiet sætter snart særligt ind i fogedsager i Jammerbugt

politibil Jammerbugtposten.dk
Foto: Jammerbugtposten.dk
Print Friendly, PDF & Email

Politiet sætter snart særligt ind i fogedsager i Jammerbugt

Antallet af borgere, der har en verserende fogedsag i form af gæld, skal ned i Jammerbugt og Hjørring kommuner. Derfor vil politiet i Hjørring i den nærmeste fremtid banke på hos flere af de borgere i kommunerne, der har en ubetalt gæld, som de trods flere anmodninger ikke har fået afviklet. Formålet er, at flere af sagerne således kan blive afsluttet i fogedretten – og de forurettede, der har penge til gode, kan få en afklaring på deres sag.

Det oplyser politikommissær Marianne Hejlesen, som derfor benytter lejligheden til at appellere til, at de borgere i de berørte kommuner, som måtte have sådan gæld, som de ikke har afviklet – trods rykkere – om at rette henvendelse til fogedretten, så gælden kan blive betalt eller der kan findes en ordning.   

”Jeg vil gerne opfordre til, at man selv som borger  tager i fogedretten i Hjørring og får ordnet sit mellemværende: Man får selv ro i sjælen, kreditorer får en afklaring – og så er man er også fri for at få besøg af en af vores patruljer,” siger politikommissæren, som fortsætter, ”men sker det ikke, så vil vi altså i den nærmeste fremtid køre ud med flere patruljer og banke på hos de borgere, der har en verserende sag og anholde dem, så de kan blive fremstillet for fogedretten.”  

Politiet oplyser ikke præcist, hvilke dage de sætter målrettet ind for at hente skyldnere til fogedretten. 

”Men vi kommer til at køre målrettet på det her – og vi sætter flere dage af, hvis det bliver nødvendigt,” understreger politikommissæren.  

Sådan kontakter du retten

Har du et uafklaret økonomisk mellemværende med Fogedretten, så skal man hurtigst muligt møde personligt op i ved Fogedretten, Sct. Knuds Park 8, 9800 Hjørring, i åbningstiden kl. 9-13, rettens telefonnummer er: tlf. 9868 5600.

LÆS OGSÅ: Andreasen og Hem: Ildsjæle ER Jammerbugtens DNA