Pandrup Plejecenter søger nye frivillige
Invitation til informationsmøde den 12. marts kl. 14.00
Pandrup Plejecenter inviterer alle interesserede til en hyggelig og uforpligtende eftermiddag onsdag den 12. marts kl. 14.00, hvor man kan høre mere om mulighederne for at blive frivillig.
Som en del af fællesskabet omkring plejecentret findes bl.a. Vennekredsen, hvor frivillige skaber aktiviteter og nærvær for beboerne. Her kan man være med til at skabe hyggelige stunder og aktiviteter sammen med beboerne – for eksempel at bage eller lave mad sammen en eftermiddag, arrangere fællessang, stoledans, spil, kreative aktiviteter eller temadage. Nogle har lyst til at tage initiativ og sætte nye aktiviteter i gang, mens andre trives med blot at være til stede og skabe nærvær og gode samtaler. Der er plads til både idéer, energi og ro – og frivillige har selv indflydelse på, hvad der sættes i gang.
Derudover er der mulighed for at blive cykelpilot på en af centrets tre rickshaw-cykler, hvor man tager en beboer med på tur i lokalområdet. Her handler det ikke om alder eller tempo, men om frisk luft, smil og fælles oplevelser.
Man kan også blive chauffør i centrets minibus og køre med på små udflugter – måske en tur til stranden, i skoven, på café eller til lokale arrangementer. Turene giver beboerne mulighed for fortsat at være en del af lokalsamfundet og skabe nye minder.
Man kan også vælge at blive gå-ven, hvor en lille gåtur og en god snak kan gøre en stor forskel i hverdagen.
”Frivillige er med til at skabe livsglæde og meningsfulde øjeblikke for vores beboere. Det kræver ikke særlige forudsætninger – bare lysten til at være sammen med andre mennesker,” siger Mette Barchow Jakobsen, aktivitetsmedarbejder på Pandrup Plejecenter.
På informationsmødet vil der være mulighed for at møde nuværende frivillige, som fortæller om deres erfaringer og om, hvordan man kan engagere sig. Arrangementet foregår i uformelle rammer med kaffe og kage, og der bliver god tid til dialog og spørgsmål.
Alle er velkomne – og man forpligter sig ikke ved at møde op.
Tid og sted:
12. marts kl. 14.00
Pandrup Plejecenter
Tilmelding er ikke nødvendig.

