Ved overrækkelsen af prisen til Pia Rasmussen fredag 18. marts 2022 lød disse flotte ord fra Thorup-Klim U&G’s formand, Henning Christensen:
Bestyrelsen for Thorup-Klim Ungdoms- og Gymnastikforening har besluttet at indstille dig, Pia, til Klim Sparekasses Idrætspris for 2021/22.
Det har vi fordi, du gennem rigtig mange år har gjort et stort stykke arbejde for foreningen.
Du begyndte allerede som barn at gøre gymnastik i foreningen, og du har været aktiv her lige siden.
De seneste mange år har du været instruktør på næsten alle de forskellige hold, vi har. Du møder altid velforberedt op – og med inspiration og idéer til nye øvelser.
Du har desuden gjort et stort stykke arbejde i vores bestyrelse i mange år – også som formand i en årrække.
Pia, vi siger dig tak for din store indsats, og vi håber på at vi kan trække på dig som instruktør til vores hold og som hjælper ved vores arrangementer i mange år fremover.
Bestyrelsen ønsker dig tillykke med Klim Sparekasses Idrætspris!