Af Peter Thellufsen Pedersen (LA), Aabybro, spidskandidat til kommunalvalget i Jammerbugt Kommune
Systemets parti vs. borgernes stemme
Socialdemokratiets borgmesterkandidat, Diane Aarestrup, har skrevet et debatindlæg som respons på det indlæg, jeg for nyligt skrev sammen med Jørgen Ravn fra Konservative. Det er godt, at der bliver svaret – det er trods alt kommunens fremtid og borgernes penge, vi diskuterer.
Men lad mig først udtrykke min undren: Det er bemærkelsesværdigt, hvordan Socialdemokratiet straks rykker ud og tager Venstre og borgmesterens økonomiske linje i forsvar. Det siger noget om, hvor tæt de to gamle partier står i dag – ikke bare i Jammerbugt, men også landspolitisk. Hvor Venstre engang var landmændenes og Socialdemokratiet arbejdernes parti, er de nu begge blevet til ét og samme: Systemets parti.
For mens Venstre og Socialdemokratiet har haft flertallet og magten i Jammerbugt i årevis, har kommunens øvrige borgere kun haft én rolle: at betale regningen. Og når man rejser en debat om, hvorvidt systemet kunne skrues smartere sammen – ja, så bliver man straks mødt med en automatreaktion: “Bliv konkret!” eller “Hvor vil du skære?”
Men det er jo præcis det, jeg foreslår: At vi tager fat på en konkret analyse, baseret på det såkaldte kommunepotentiale. CEPOS har nemlig – på baggrund af kommunernes egne regnskaber – peget på, at Jammerbugt Kommune kunne spare op mod 350 millioner kroner årligt, hvis vi drev vores velfærd lige så effektivt som de kommuner, der klarer sig bedst. Det er ikke grebet ud af den blå luft. Og jeg siger ikke, at vi bare skal spare 350 millioner i morgen – men jeg spørger: Hvor meget af det potentiale kan vi reelt hente, uden at gå på kompromis med kernevelfærden?
Det kalder jeg et konkret forslag.
Men det afviser Diane Aarestrup blankt. Samtidig kræver hun, at jeg peger på præcise områder at skære. Det er en politisk leg, som kun handler om at skræmme vælgerne. For Diane ved udmærket, at kommunepotentialet handler om organisering og effektivisering – ikke om at lukke skoler eller sparke pædagoger ud. Faktisk kunne en mere effektiv organisering frigøre ressourcer, så vi netop kan få flere varme hænder i velfærden.
Så lad mig være ærlig: Ja, det kan godt være, at det indebærer færre stillinger i kommunen. Men så er det stillinger, der ikke bidrager med service til borgerne – fx i kontrolfunktioner, dokumentation eller dobbeltarbejde. Og hvis man virkelig prioriterer kernevelfærd, så burde det være en selvfølge at rydde ud i det, der ikke virker, for at kunne styrke det, der gør.
Men det er ikke sådan Socialdemokratiet tænker længere. I dag forsvarer de ethvert hjørne af systemet – uanset om det virker eller ej. I deres optik er systemet helligt, og hvis noget halter, er løsningen altid den samme: Flere penge. Flere ansatte. Mere styring. Mere stat.
Det er den egentlige forskel på Liberal Alliance og partier som Venstre og Socialdemokratiet: Hvor de forsvarer systemet, forsvarer vi borgerne. Vi tør stille spørgsmål til, hvordan skattepengene bruges. Vi tror ikke på, at mere bureaukrati løser problemerne – men at mindre bureaukrati giver plads til mere velfærd.
Så lad os tage den ærlige debat om økonomien. Og lad os gøre det på baggrund af fakta – ikke frygt. Gælden i Jammerbugt er steget langt mere end i sammenlignelige kommuner. Det kan hverken tales væk med revisionserklæringer eller venlige sammenligninger med parcelhusejere. For ja – gæld skal betales tilbage. Og jo mere gæld vi oparbejder, jo færre penge har vi til kernevelfærd og udvikling i fremtiden.
Derfor gentager jeg mit forslag: Lad os få en grundig undersøgelse af kommunepotentialet. Lad os se på, hvor vi bruger pengene mest fornuftigt – og mindst. Og lad os gøre det, ikke fordi vi skal skære, men fordi vi skylder borgerne en kommune, der prioriterer rigtigt.