Debatinlæg af: Peter I. Jørgensen – Samfundsdebattør
Når grøn tro overtrumfer fornuft – og hvorfor virkeligheden stadig skal have en stemme
Der findes et gammelt spørgsmål, der altid får folk til at rykke uroligt i stolen:
Hvornår bliver en overbevisning så stærk, at den ophæver sund fornuft?
Det spørgsmål handler ikke kun om religion. Det handler også om moderne mennesker, der i flok bevæger sig ind i fortællinger, de ikke selv har undersøgt, men som de forsvarer med en næsten religiøs iver. I dag ser vi det i grøn ideologi, naturnationalparker, VE-projekter og hele fortællingen om den grønne omstilling, hvor man ofte glemmer at spørge: Hvad koster det naturen? Hvad koster det dyrene? Og hvem gav egentlig lov? og hvorfor?
Psykologien kender mekanismen. Når mange nok gentager den samme fortælling, begynder den at lyde som sandhed. Man siger, at forskellen på religiøs ekstase og sindssyge ofte kun er antallet af mennesker, der deler oplevelsen. Det samme mønster ses, når natur ødelægges i naturens navn.
Et tydeligt eksempel er veganerens paradoks. Der protesteres højlydt mod selv små indhegninger til husdyr, frikadeller og hakkebøffer, mens man hylder kæmpehegn i naturnationalparker, hvor dyr sulter ihjel og det kaldes “naturens gang”. Man kæmper for at slippe tamdyr fri, men accepterer statsautoriseret lidelse. Det er ikke empati – det er ideologi, der har overtaget virkelighedssansen.
Det samme gælder skovene. De, der taler varmest om biodiversitet, står ligefrem og klapper, mens gamle skove fældes, levesteder ødelægges, og “ny vild designer-natur” opstår i PowerPoint-præsentationer. Man ødelægger det eksisterende for at realisere en politisk drøm.
Samtidig vil staten udtage 800.000 hektar landbrugsjord til biodiversitet og på samme tid udvide biogasproduktionen. Men biogas kræver biomasse – primært halm og gylle fra landbruget. Når jorden tages ud af drift, forsvinder ressourcerne. Resultatet er længere transporter, eksploderende CO₂-regnskaber og et stigende pres på naturen. Det er ikke omstilling. Det er en politisk illusion.
Illusionen forstærkes, når fredskov kan toppes med vindmøller, og biodiversitetsområder kan overdækkes af solceller. Når naturbeskyttelse bliver industri, mister begreberne deres mening. Man må spørge: Hvordan kan nogen mene, at det er godt for naturen at fælde skov, industrialisere beskyttede områder og jage biomasse rundt i landet i tusindvis af lastbiler – alt sammen i naturens navn?
Bag den grønne facade gemmer sig desuden milliardvirksomheder, som kun kan eksistere på grund af massiv stats- og EU-støtte. Det handler langt mindre om miljø og langt mere om økonomiske interesser pakket ind i greenwashing.
Selv demokratiet lider. Borgerinddragelse reduceres ofte til en formalitet, hvor beslutninger reelt er truffet på forhånd, og kritik affejes med moralske anklager om at være imod den grønne omstilling. I praksis afgøres mange sager ikke i den åbne byrådssal, hvor argumenter burde brydes offentligt, men gennem forhåndsaftaler og stemmeaftaler indgået bag lukkede døre. Når flertallet er låst på forhånd, reduceres byrådsdebatten til et ritual uden reel betydning, og mindretal – uanset politisk farve – fratages muligheden for at påvirke udfaldet gennem åben debat. Det efterlader mange borgere med følelsen af, at beslutninger træffes langt fra både konsekvenserne og den demokratiske samtale, som ellers burde være fundamentet for lokalpolitik.
Der findes dog også en anden tilgang. Nogle vælger ikke at lade sig styre af glansbilleder og overordnede fortællinger, men vurderer projekterne ud fra deres konkrete konsekvenser i landskabet, for miljøet og for det faktiske behov. Her går skellet ikke mellem “for” og “imod”, men mellem det, der siges – og det, der faktisk sker.
Man skal ikke lade sig narre af ord, men reagere på handlinger.
Og det er handlingerne, der i sidste ende afslører, hvem der har forsvaret naturen og VE-realismen – og hvem der har forsvaret økonomiske interesser.
Når alt kommer til alt, skal vi virkelig vælge mellem VE-realisme og VE-kapitalisme? Er den grønne omstilling ikke netop til for at beskytte miljøet, naturen og vores børns fremtid?
Når lokalpolitikere proklamerer, at vi skal bruge mere strøm i fremtiden, anvender de et faktum, som de ofte ikke kender det reelle grundlag for. Skal vi blot udbygge uden at kende behovet – med risiko for enorme arealer med vindmøller, der står stille, og solceller, der slukkes på grund af overkapacitet?
Eller handler det i virkeligheden om hunger efter både investorernes og de statslige kroner og øre?
Mit seneste spørgsmål til borgmesteren, som jeg nåede at stille, handlede om eventuel forurening og ansvar. Svaret var, at ansvaret naturligvis lå hos det firma, der stod bag – så langt er vi enige. Mit næste spørgsmål var derfor: Hvad sker der, hvis firmaet erklærer sig konkurs? Hvor ligger ansvaret – og regningen – så? Svaret var klart: Den ender hos kommunen og i sidste ende hos borgerne.
Med et scenarie som den forurenede jord ved virksomheden Nordic Waste i Randers i frisk erindring er vi tvunget til at være kritiske over for, hvad der bygges – og hvor.