Af Per Salling. Kandidat til Regionsrådet for Danmarksdemokraterne
Byrådskandidat og formand for Danmarksdemokraterne i Jammerbugt
Sundhedsvæsenet skal være der, hvor folk bor – ikke gemt bag ventelister og bygrænser
I Danmarksdemokraterne mener vi, at det handler om at sætte mennesket først – og systemet bagefter. Sundhedstilbuddene skal være synlige og tilgængelige for alle – både for den ældre på landet og den unge, der kæmper med livet. Det kræver ikke mirakler, men det kræver samarbejde. Det vil jeg gerne bidrage til – både som kandidat til regionsrådet og som lokal ildsjæl i Jammerbugt.
Jeg tror på, at vi opnår de bedste resultater, når vi samarbejder – også på tværs af partier
Derfor ser jeg frem til et stærkt samarbejde med Mogens Christian Gade. Mogens har i årevis leveret en solid og troværdig indsats som borgmester – først i Brovst og sidenhen som frontfigur i Jammerbugt Kommune. Han kan får ting til at ske – uden store armbevægelser – og den type politikere har vi brug for flere af, især når vi skal finde fælles løsninger i Region Nordjylland, og især hvis han har nogle der vil hjælpe ham med at arbejde for den almindelige nordjyde, og det vil vi i Danmarksdemokraterne gerne hjælpe med.
Sundhedsvæsenet har ikke brug for flere møder uden resultat
Det har brug for beslutninger, der virker i hverdagen. Vi skal turde tale åbent om, hvordan pengene bruges bedst – og være ærlige om, at det nogle gange handler om at vælge det mulige frem for det perfekte. En god, gammeldags familielæge, som man kan få fat i, og som kender én, er ofte mere værd end et smart digitalt system, der ikke virker om fredagen.
Vi skal have sundheden tættere på borgerne
Derfor bakker vi i Danmarksdemokraterne op om lokale sundhedshuse, hvor man kan møde både læge, sygeplejerske og måske endda en diætist – uden at skulle hele vejen til Aalborg. Vi skal tænke sundhed i øjenhøjde – og i kørselsafstand. Og vi skal tage et alvorligt og nødvendigt ansvar for psykiatrien – især for børn og unge. Det er ganske enkelt uacceptabelt, at unge og deres familier skal kæmpe sig gennem et bureaukratisk forhindringsløb, når alt, de har brug for, er én, der lytter og handler.
Det kræver tættere samarbejde mellem region og kommuner
Her bliver de nye sundhedsråd et vigtigt redskab. Jeg vil gerne bruge min erfaring fra kommunalpolitik og mit arbejde i Jammerbugt til at bygge bro – både fagligt og menneskeligt. Vi får mest sundhed for pengene, når vi tænker i helheder – og ikke i siloer.
I sidste ende handler det ikke om partifarver – men om viljen til at lytte, samarbejde og tage ansvar
Den vilje har jeg – og det ved jeg også, at Mogens har. Så lad os få sundheden lidt ned på jorden, lidt tættere på mennesker – og måske endda med et lille smil undervejs. Det skader jo ikke.

