PensionDanmark-medlemmer har titusindvis af kroner i grønne investeringer

Foto: Ursula Bach
Print Friendly, PDF & Email

PensionDanmark-medlemmer har titusindvis af kroner i grønne investeringer

PensionDanmark-medlemmer har gennemsnitligt grønne investeringer for 42.500 kr. på pensionsdepotet, trods uro på de finansielle markeder i 2022, viser helt ny opgørelse.

2022 har budt på store udsving på de finansielle markeder, men trods den negative udvikling har PensionDanmarks medlemmer fortsat store beholdninger af grønne investeringer på deres pensionsdepoter.

En ny opgørelse viser, at PensionDanmarks 800.000 medlemmer i gennemsnit har 42.500 af deres pensionskroner investeret grønt ved udgangen af første halvår 2022. Opgørelsen er lavet i forbindelse med F&P’s årlige opdatering, som viser, at pensionsbranchen på tre år har opfyldt en tredjedel af målet fra 2019 om at nyinvestere 350 mia. kr. i den grønne omstilling inden 2030.

Omfanget af PensionDanmarks grønne investeringer beløb sig ved udgangen af første halvår 2022 til 33,9 mia. kr., hvor det på samme tidspunkt i 2021 var på 36,1 mia. kr. Faldet skal ses i lyset af, at den opgjorte værdi af de børsnoterede aktieinvesteringer er reduceret med knap 5 mia. kr. efter, at PensionDanmark har valgt at følge EU-taksonomien, og at perioden generelt har været præget af kursfald. Andelen af grønne investeringer ligger forholdsvist uændret på omkring en ottendedel af de samlede investeringer.

”PensionDanmarks medlemmer har sammen med Danmarks øvrige pensionsopsparere en kæmpe aktie i den grønne omstilling gennem investeringen af deres pensionsopsparinger. Efter et år med store udsving på finansmarkederne er det bemærkelsesværdigt, at andelen af grønne investeringer ligger nogenlunde stabilt, og set over det lange perspektiv, giver det gode afkast til pensionstilværelsen at være med til at drive den grønne omstilling,” påpeger Torben Möger Pedersen, administrerende direktør i PensionDanmark.

Oven i de 33,9 mia. kr. kommer fremtidige investeringer, hvor PensionDanmark allerede i dag har givet tilsagn om investeringer på yderligere 22 mia. kr. frem mod 2030 svarende til en forøgelse på 65 procent fra det nuværende niveau.