ForsideJammerbugtPas på din hund: Dyrlæge advarer om ubehagelig pollenbombe

Pas på din hund: Dyrlæge advarer om ubehagelig pollenbombe

Pas på din hund: Dyrlæge advarer om ubehagelig pollenbombe

I år kan pollensæsonen føles ekstra lang og intens, da sæsonen for græspollen er startet tidligere end normalt og derved kulminerer med perioden for birkepollen. Det har resulteret i en giftig pollenblanding, hvilket kan mærkes for allergiske danskere – og ikke mindst hunde. Derfor er det vigtigt, at man som hundeejer kender til de væsentligste symptomer på pollenallergi, lyder opfordringen fra chefdyrlæge hos AniCura i en pressemeddelelse.

Pollensæsonen er for alvor skudt i gang, og ifølge Astma-Allergi Danmark bliver den både længere og mere intens i år. Det skyldes blandt andet, at sæsonen for græspollen er startet flere uger tidligere end normalt, hvilket falder sammen med birkepollensæsonen, som derved udgør en ubehagelig pollenbombe for de mange allergigere.

Foruden at sæsonen for pollen er blevet længere de seneste år, er mængden af eksempelvis græspollen steget med 19 procent, hvis man sammenligner med for 40 år siden. Men det er ikke kun mennesker, som oplever, at det bliver værre og værre at være allergiker. Den samme udfordring gør sig gældende for allergiske hunde, lyder det fra AniCura, der er en af Danmarks største grupper af dyrehospitaler:

– Den seneste tids varmere temperaturer har skabt gode betingelser for græs, som nu udskiller pollen. Men da birkepollensæsonen ikke er slut endnu, kigger vi altså ind i en periode, som kan være yderst ubehagelig for allergiske hunde. Det er samtidig også en årstid, hvor hunde netop befinder sig mere udenfor og i højere grad eksponeres for pollen, og derfor kan det være en god idé at søge hjælp og sparring hos sin dyrlæge for at komme bedst muligt igennem perioden, lyder det fra chefdyrlæge hos AniCura, Hanne Friis.

Anderledes symptomer hos hunde

Hos mennesker vil pollenallergi ofte vise sig ved hyppige nys og kløende øjne, men det er ikke tilfældet hos hunde. Ifølge Hanne Friis skal hundeejere i stedet holde øje med irritation af huden og problemer med øregangs- eller hudbetændelse, som er de typiske symptomer på pollenallergi hos hunde:

– Symptomerne på pollenallergi kan blandt andet komme til udtryk ved rødme omkring poterne, ørene, hovedet, armhulen og lysken. Ofte vil hunden klø sig så voldsomt, at pelsen kan blive kradset helt eller delvist af, hvilket kan resultere i større og mindre sår på huden. Derudover oplever vi, at tilbagevendende problemer med øregangsbetændelse ofte viser sig at skyldes allergi, hvilket en blodprøve hurtigt kan give svar på.

Heldigvis er der flere forholdsregler, som hundeejere kan tage for at sikre, at symptomerne på pollenallergi bliver holdt mest muligt nede:

–  Det er en god idé, hvis man sørger for at holde ørene så rene som mulig, så der ikke danner sig ørevoks, som netop kan resultere i øregangsbetændelse. I den forbindelse skal hundeejere være meget opmærksomme på, at det kræver et ørerensemiddel til hunde, da det kan være farligt at rense hundes øre med en vatpind. Derudover kan det være en fordel at lufte sin hund tidlig morgen og sen aften, hvor der er mindre pollen i luften – ligesom man bør sørge for at tørre poterne efter en gåtur, afslutter Hanne Friis.

Forskellige typer allergi blandt hunde:

  • Fødevareallergi: Hunden kan have en allergisk reaktion på en bestemt fødevareingrediens eller hundefoder.
  • Miljømæssig allergi: Hunden kan have allergiske reaktioner på forskellige miljømæssige faktorer såsom pollen, støv, skimmelsvamp, græs, træer og støvmider.
  • Loppeallergi: Hunde kan også udvikle en allergisk reaktion på loppebid, som kan føre til kløe, irritation og hudinfektioner.
  • Kontaktsensitivitet: Nogle hunde kan have en allergisk reaktion på visse kemikalier eller materialer, de kommer i kontakt med.
- Annonce -

SENESTE ARTIKLER