Blæst ændrer programmet: Blokhus Påskefestival rykker indendørs på Påskesøndag
Den varslede blæst får betydning for dele af programmet på Påskesøndag under Blokhus Påskefestival.
Teltet på Blokhus Torv er kun godkendt til vindstød op til 30 m/s, og med den aktuelle vejrudsigt er der stor risiko for, at teltdugen må tages ned. For at sikre en tryg og forsvarlig afvikling flyttes flere aktiviteter derfor indendørs.
Påskeværksted, kyllinger og kyllingejagt flyttes
Påskeværkstedet, besøg af påskekyllinger og kyllingejagten rykkes til Restaurant Nordstjernen, Høkervej 5, 9492 Blokhus.
Her kan børn fortsat slippe kreativiteten løs i Påskeværkstedet kl. 11–15 med maling af påskeæg, male efter tal, klip og klistre. De frivillige fra Team Blokhus står klar til at hjælpe, og der er en mindre brugerbetaling for materialer.
Kl. 11.30–13.00 kan de mindste møde de levende påskekyllinger helt tæt på, og med lidt ro og tålmodighed kan man være heldig at få lov til at sidde med en af de små dunede kyllinger.
Kyllingejagten gennemføres også kl. 11–15, hvor børn inviteres til at finde de små kyllinger, der har gemt sig.
Andreræs og politibesøg aflyst
Det planlagte besøg fra Nordjyllands Politi og Anderæs er desværre aflyst pga. vejret.
Blokhus Påskefestival fortsætter frem til den 6. april med mere end 100 aktiviteter fordelt over hele området.

