På en måned har 1,3 mio. danskere tjekket forskudsopgørelsen

Foto: Skattestyrelsen.
Print Friendly, PDF & Email

Danskerne har været flittige ved tasterne i den første måned, efter at forskudsopgørelsen for 2021 åbnede i november. Særligt løn og kørselsfradrag er justeret. Skattestyrelsen opfordrer til, at man tjekker forskudsopgørelsen, hvis ens livssituation ændrer sig.

Forskudsopgørelsen for 2021 åbnede den 17. november, og siden da har Skattestyrelsen registreret, at 1,3 mio. danskere har været logget ind og tjekket forskudsopgørelsen. Særligt lige efter åbningen den 17. november var der høj aktivitet. Alene de første fire dage i november blev der åbnet for en forskudsopgørelse på skat.dk over 870.000 gange.


Forskudsopgørelsen er borgernes personlige skattebudget og indeholder oplysninger, som Skattestyrelsen bruger til at beregne borgerens skat måned for måned i det kommende år. Særligt efter et 2020 præget af corona-pandemien bør man være opmærksom på forskudsopgørelsen, oplyser underdirektør i Skattestyrelsen, Karoline Klaksvig:

– For mange har 2020 økonomisk været et usædvanligt år, og vi kan nok forvente, at 2021 også vil være det – f.eks. kan mange sandsynligvis se frem til flere perioder med hjemmearbejde. Det har stor betydning for de skattefradrag, man er berettiget til, så det er vigtigt, at man løbende sikrer sig, at oplysningerne i vores systemer er korrekte, forklarer Karoline Klaksvig.

Hun håber derfor, at endnu flere danskere vil afse tid i løbet af juleferien til at gå ind på deres forskudsopgørelse og kontrollere, at oplysningerne står rigtigt.

2020 kan give fald i kørselsfradraget

Kørselsfradraget er det mest brugte skattefradrag blandt danskerne og sammen med feltet for lønindkomst, er det de to felter på forskudsopgørelsen, hvor der har været mest aktivitet siden åbningen for en måned siden.

En ny analyse fra Skattestyrelsen viser, at både det samlede fradrag pr. år og antallet af danskere, der pendler langt nok til at have ret til kørselsfradraget, er steget støt siden 2010. Dengang kunne ca. 860.000 på baggrund af kørselsfradraget trække ca. 12,6 mia. kr. fra skatten – knap ti år senere er det tal steget til ca. 1,2 mio. lønmodtagere med et samlet fradrag på 19,5 mia. i 2019. 

– Vi ved, at rigtigt mange danskere har arbejdet hjemme på grund af corona-nedlukninger i år, og det kan betyde et fald i det samlede tal for kørselsfradraget i år, vurderer Karoline Klaksvig.

Det endelige regnskab kendes dog først, når årsopgørelserne er klar til marts 2021. Til den tid skal borgerne desuden være ekstra opmærksomme, hvis man har ret til et kørselsfradrag.

– På årsopgørelsen for 2020 vil kørselsfradraget ikke fremgå automatisk som i tidligere år. Man skal selv indtaste sit kørselsfradrag, hvis man har pendlet mere end 24 kilometer frem og tilbage til arbejde i løbet af 2020. Det er nyt, siger Karoline Klaksvig.

Læs mere om udviklingen i danskernes anvendelse af kørselsfradraget her danskerne benytter i stigende grad kørselsfradraget