Overvældende interesse for Royal Run – Skal du med?
Intet mindre end 35.000 har nu tilmeldt sig Royal Run ’24. Dermed har det royale motionsevent langt overgået salgstallene fra samme tid sidste år, hvor 12.500 havde købt startnummer den første dag.
Klokken 9:00 torsdag åbnede Royal Run for salg af startnumre til næste års event, der finder sted 2. pinsedag 2024. Da tilmeldingssystemerne åbnede, blev der hurtigt genereret en kø af danskere, der var interesseret i at købe et startnummer til det populære royale motionsevent.
I går eftermiddag havde 35.000 tilmeldt sig Royal Run 24.
”Vi havde godt forventet, at der ville være interesse for at købe startnummer, men det vi har oplevet i dag, er intet mindre end overvældende,” siger Morten Mølholm Hansen, administrerende direktør i Danmarks Idrætsforbund (DIF) og med i Royal Runs styregruppe.
Én by tæt på udsolgt
Der er samlet set 87.500 startnumre til salg fordelt på de fem værtsbyer til det kommende Royal Run.
På nuværende tidspunkt, ser tilmeldingstallene fordelt på byerne således ud (Byens kapacitet i parentes):
Brønderslev: 6.263 (7.500)
Aarhus: 6.534 (17.500)
Fredericia: 8.585 (12.500)
Kalundborg: 4.848 (10.000)
København/Frederiksberg: 8.771 (40.000)
”Vi var meget spændte på at se, hvordan interessen ville være i de mindre byer. Der kan vi bare se, at en by som fx Brønderslev har været et stort tilløbsstykke for nordjyderne, hvor der nok ikke går længe, før vi kan melde udsolgt,” siger Jens Otto Størup, administrerende direktør i DGI og ligeledes medlem af Royal Runs styregruppe.
Om Royal Run
- Royal Run fandt sted første gang i 2018 i anledning af H.K.H. Kronprinsens 50-års fødselsdag. Siden da har eventet fundet sted hvert år 2. pinsedag. Royal Run ’24 bliver afholdt 20. maj 2024.
- De fem værtsbyer til Royal Run ’24 er:
– Brønderslev
– Aarhus
– Fredericia
– Kalundborg
– København/Frederiksberg
- København/Frederiksberg har været med siden begyndelsen af Royal Run, Aarhus har været værtsby tre gange tidligere (2018, 2019 og 2022). Brønderslev, Fredericia og Kalundborg skal arrangere Royal Run for første gang.
- Royal Run arrangeres af idrætsvisionen Bevæg dig for livet – et samarbejde mellem Danmarks Idrætsforbund, DGI og Dansk Atletik. TV 2 og Regionerne er mediepartner på Royal Run, og TrygFonden, Nordea-fonden og Novo Nordisk Fonden er strategiske partnere.
- Royal Run ’23 opnåede deltagerrekord ved 93.684 tilmeldte i de fem værtsbyer: Herning, Aabenraa, Nyborg, Nykøbing Falster og København/Frederiksberg.
- Salget af startnumre til Royal Run ’24 gik i gang torsdag d. 9. november kl. 9:00. Startnumre kan købes via Royal Runs hjemmeside.