Orientering i forbindelse med sager modtaget af whistleblowerordningen i Jammerbugt
Orientering i forbindelse med sager modtaget af whistleblowerordningen er på dagsordenen når økonomiudvalget i Jammerbugt Kommune holder møde den 11. december 2024.
Beslutningstema
Orientering i forbindelse med sager modtaget af whistleblowerordningen
Sagsbeskrivelse
I henhold til lov om beskyttelse af whistleblowere, der trådte i kraft den 17. december 2021, skal Jammerbugt Kommune have en whistleblowerordning. Nedsættelsen og organiseringen af whistleblowerenheden blev besluttet på kommunalbestyrelsens møde den 14. november 2021. Kommunalbestyrelsen besluttede bl.a. på mødet, at der blev nedsat en intern whistleblowerenhed og bemandingen heraf, samt besluttede at der blev indgået en aftale med KL vedrørende screening og sagsbehandling til udarbejdelse af redegørelser vedrørende konkrete indberetninger.
KL modtager således indberetningerne i kommunens whistleblower IT-system (Sibilum), og foretager en vurdering af, hvorvidt sagen har en sådan karakter, at den er omfattet af lov om beskyttelse af whistleblowere. Herefter orienterer KL den interne whistleblowerenhed om sagen med anbefaling om videre fremgangsmåde.
I henhold til loven er en kommune forpligtet til mindst en gang årligt at offentliggøre oplysninger om deres virksomhed efter lov om beskyttelse af whistleblowere, jf. lovens § 27. Denne offentliggørelsespligt skal ses i lyset af den særlige tavshedspligtsbestemmelse i loven, der bl.a. bevirker, at de oplysninger, der indgår i en indberetning, ikke er undergivet aktindsigt efter offentlighedsloven, jf. lov om beskyttelse af whistleblowere §§ 25 og 26.
Der skal efter bestemmelsen offentliggøres oplysninger om bl.a. antallet af modtagne indberetninger i den pågældende periode og status for opfølgningen herpå, herunder oplysninger om, hvor mange indberetninger, der er afvist grundet de ikke er omfattet af lov om beskyttelse af whistleblowere eller afsluttet grundet manglende alvorlighed eller grundet, at de ikke indeholder væsentlige nye oplysninger om overtrædelser i forhold til en tidligere indberetning, for hvilken de relevante procedurer er afsluttet, medmindre nye retlige eller faktiske omstændigheder berettiger en anderledes opfølgning.
Det skal endvidere fremgå hvor mange indberetninger, der har været undergivet realitetsbehandling hos myndigheden, og hvor mange, der har givet anledning til politianmeldelse. Endelig skal der offentliggøres en beskrivelse af de overordnede temaer for de indberetninger, der er modtaget og fulgt op på i perioden.
Jammerbugt Kommune har i perioden 2. december 2023 – 1. december 2024 modtaget i alt tre henvendelser (hvoraf to var enslydende) til whistleblowerenheden. Der er ikke nogen af disse henvendelser, der har givet anledning til politianmeldelser.
Nr. | Tema | Afvist og begrundelse herfor | Undergivet realitetsbehandling | Afsluttet |
1 | Borgeres overholdelse af trafikale reguleringer | Ikke anset for alvorligt forhold | Nej | Ja |
2 | Forhold ved en privat viksomhed | Overgivet til relevant tilsyn | Nej | Ja |
3 | Forhold ved en privat virksomhed | Overgivet til relevant tilsyn | Nej | Ja |
Ovenstående redegørelse vil blive offentliggjort på kommunens hjemmeside.
Tidsplan
Økonomiudvalget den 11. december 2024
Kommunalbestyrelsen den 19. december 2024
Offentliggørelse den 20. december 2024
Retsgrundlag: Lov om beskyttelse af whistleblowere § 27
Indstilling
Den interne whistleblowerenhed indstiller, at Økonomiudvalget anbefaler, at Kommunalbestyrelsen tager orienteringen til efterretning.