ForsideBrovstOprykning foran rekordpublikum: Skovsgaard blev badet i champagneskum

Oprykning foran rekordpublikum: Skovsgaard blev badet i champagneskum

Oprykning foran rekordpublikum: Skovsgaard blev badet i champagneskum

Skovsgaards fodboldherrer rykker op for fjerde halvsæson i træk: Fra Serie 3 i foråret 2024 til Jyllandsserien 1 i foråret 2026.

Det er facit efter lørdagens sejr på 3-0 hjemme over Aalborg Chang i Jyllandsserien 2, som blev spillet for et rekordpublikum til seriefodbold i Skovsgaard.

Op imod 600 tilskuere stimlede sammen langs rækværkerne. Ingen levende kan huske, at der har været flere på ‘Iver Park’ og se seriefodbold. Kun sensommerens pokalkamp mod professionelle Hobro fra 1. division har samlet flere.

De så en kamp, hvor gæsterne fra traditionsrige Chang aldeles nægtede at være statister i hjemmeholdets fest. De var kommet for at ødelægge den og havde selv hårdt brug for livreddende point.

Gæsterne skabte også en meget jævnbyrdig første halvleg med kompakt og hårdt forsvarsspil. Præcis som Skovsgaards trænerstab så frem til det. De gjorde det meget svært for Skovsgaard at få farlige målchancer. Ikke engang et gult kort med 10 minutters udvisning kunne mørne dem.

‘Humlebierne’ skulle altså bruge tålmodigheden i angrebet, og 12 minutter inde i anden halvleg blev al opsparet nervøsitet forløst, da Mathias Brusk opsøgte et indlæg i luften og flugtede den i mål.

Kun ét minut senere satsede Oliver Dam Daarbak med en vild afslutning, der røg i mål i højre øvre hjørne: Fra 0-0 til 2-0 på ét minut.

Aalborg Chang svarede igen ved at presse tungt, og de mente det så meget, at de lod målmanden presse med til sidst. Hans fravær gav Skovsgaard et kontraløb mod tomt mål i kampens overtid. Oliver Dam Daarbak tog sig af det og fejrede målet til 3-0 ved at flå spillertrøjen af sig og modtage et gult kort og verdens mest undskyldte udvisning.

Med én kamp tilbage i sæsonen har Skovsgaard definitivt sikret sig førstepladsen i Jyllandsserien 2. De rykker nu op fra 7. trin i landets fodboldrækker og til 6. trin, hvor Superligaen er første trin. 

Skovsgaard har aldrig før haft modstandere i seriefodbold uden for Nordjylland. I Jyllandsserien 1 er der eksotiske udebaneture til byer som Aarhus, Grenaa og Holstebro.

Derfor: Masser af huer og halstørklæder i klubfarver, sejrsbrøl, krammere, guldkonfetti, rødglødende romerlys, fællessange, luftture og champagnesprøjt. 

Tilbage i år er kun et afdansningsbal uden konsekvenser i næste weekend på udebane mod Farsø/Ullits.

- Annonce -

SENESTE ARTIKLER