ForsideJammerbugtOplev Påskeudstilling 2022 på Tranum Strandgård Kunst- og Kulturcenter

Oplev Påskeudstilling 2022 på Tranum Strandgård Kunst- og Kulturcenter

Nu bliver det endelig påske med tilhørende kunstudstilling på Tranum Strandgård og dens Kunst- og Kulturcenter ved Jammerbugten. Efter to år med Corona og aflyste påskeudstillinger kan vi endelig åbne som planlagt lørdag den 9. april, kl. 14. 

Påsken er noget ganske særligt, som den start på årets udstillingsvirksomhed, den er. Vi er derfor glade for at kunne præsentere en udsøgt kvartet af unikke kunstnere fra Fyn og Midtjylland:

Birgitte Lykke Madsen, maleri. Hun har tegnet og malet hele sit liv. Er uddannet ved „Det fynske Kunstakademi.“ Hun er inspireret af naturen, har fornemmelse for at mærke en stemning og kan videregive den i sin kunst. Hendes fascination af Island, det vildeste sted, så smukt og fyldt med farver, har ført hende dertil flere gange. En interessant kunstner, der har udstillet talrige steder i verden.

Birgitte Lykke Madsen: This summer_people talking II. Foto: Privat

Billedhuggeren Lisbeth Krag Olsen, marmorskulpturer, er også uddannet på „Det fynske Kunstakademi“ med senere efteruddannelse fra Kunstakademiet i København. Hun har siden arbejdet i italiensk marmor, hvor hendes projekter begynder ved marmorbruddet i Toscana, over skitser til de færdige værker. Hun fascineres af former, linjer og bevægelser og henter inspiration i naturen til at forvandle det hårde materiale til bløde former, som man har lyst til at røre og sanse. Lysets skiften i rummet spiller en vigtig rolle for hendes skulpturer, så de fremstår i næsten evig forandring. Hun har udstillet flere steder i landet.

Lisbeth Krag Olsen: Fig 41. Foto: Privat

Mette Mailund Strong, maleri, grafik, collage, er uddannet grafiker og billedkunstner. Kompleksitet er fundamentet i hendes værker, og hun forsøger at beskrive denne kompleksitet med lagdelt maleri, grafik og collage. Hun får inspiration fra sine mange rejser, men også fra den vestjyske natur med de store vidder og høje himle. Hendes malerier fordyber man sig i og opdager nye lag, nye betydninger og får nye associationer. I årenes løb har hun udført adskillige opgaver både i offentligt og privat regi.

Mette Mailund Strong: Vendepunkter. Foto: Privat

Henrik Martensen er autodidakt maler. Hans malerier skildrer den danske kystlinje, ofte fra Fanø: der er havet, den lave horisont, der strækker sig langt ud i det fjerne, den høje himmel og et fantastisk lys, der skifter hele tiden. Dette smukke syn gengives på lærredet i blide nuancer af blå og grå og fremmaner en stemning af noget nærmest poetisk og magisk i hans malerier. Han har utallige udstillinger bag sig i både ind- og udland.                      

Kunstnerne forventes at være til stede ved åbningen lørdag den 9. april, kl. 14-17.

Påskeudstillingen fortsætter på Strandgården frem til og med mandag den 18.april og kan ses lørdage 14-17 og søn- og helligdage 11-17.

- Annonce -

SENESTE ARTIKLER