ForsideJammerbugtOpladning af elbiler i sommerhusområder kan blive en brandfarlig affære

Opladning af elbiler i sommerhusområder kan blive en brandfarlig affære

Print Friendly, PDF & Email

Opladning af elbiler i sommerhusområder kan blive en brandfarlig affære

Flere og flere danskere anskaffer sig en elbil, og med sommerens indtog sætter mange sig bag rettet med kursen mod det danske sommerland. Nogle sommerhusejere ’nøjes’ dog med at lade med et mode 2-ladekabel, et såkaldt ’mormor’-kabel, og det kan gå hen og blive en brandfarlig affære, advarer ekspert.

Selvom elbiler fylder mere på de danske veje, er det ikke alle danskere, der har installeret en ladestander ved sommerhuset til at ”tanke” elbilen. I stedet tyer mange til de såkaldte ’mormor’-ladekabler, der passer til en almindelig stikkontakt. Problemet med denne løsning er, at normale stikkontakter ikke er tilpasset en vedvarende belastning på mere end seks ampere, som flere af mormor-kablerne på markedet tillader.  

Det forklarer Palle Egelund Jensen, der er servicedirektør i elinstallatørvirksomhed ELCON, der er en del af NRGi-koncernen 

”Selvom det kan virke som den nemme løsning, er flere ’mormor’-ladere i markedet slet ikke tilpasset det danske stikkontaktsystem, der kun kan klare en belastning på op til 6 ampere. Flere ’mormor’-ladere trækker mere strøm end det, og kombineret med den høje sommervarme betyder det, at der er en større brandfare i husets elinstallationer, når man lader sin elbil op.”  

Sikkerhedsstyrelsen anbefaler, at man helt undgår daglig opladning med ’mormor’-kablet og kategoriserer det som et nødladekabel. Palle Egelund Jensen har flere gode råd til, hvad man som elbilejer bør gøre, når man har taget elbilen til sommerhuset, hvor elnettet ofte er svagere, end det er på ens privatadresse:  

”Hvis ikke man har en ladestander ved sit sommerhus, er anbefalingen, at man lader ved en offentlig ladestander. Er der ingen andre muligheder, end at bruge ’mormor’-kablet, skal man sikre sig, at den maks. trækker 6 ampere. Derudover vil jeg anbefale, at man bruger kvalitetsladere og forsøger at tilpasse ladning af elbil til ydertimerne, hvor der ikke er så stort pres på elnettet, der i mange sommerhusområder ikke er gearet til alle elbilerne.” 

Skaderne kan forebygges

Også hos Gjensidige opfordrer man til at være påpasselig med ’mormor’-ladere, for at forebygge potentielt store og dyre skader på sit sommerhus. 

Ifølge Henrik Sagild, der er skadedirektør i Gjensidige, bør sommerhusejere være særligt opmærksomme på, om husets elinstallationer kan klare at trække den kraftige strøm, som ladekablet tillader – især fordi mange ældre sommerhuse ikke er lavet til at håndtere så høj en belastning over længere tid.  

“Vi ved, at mange danske sommerhuses elinstallationer ikke kan håndtere ladekabler til biler, og den absolut nemmeste måde at undgå skader på sit sommerhus på, er derfor ved ikke at oplade sin bil med et ´mormor´-ladekabel. Hvis der går ild i elinstallationerne, risikerer man ikke kun, at det får betydning for en selv, men potentielt også mange andre, og det er altså nemt at undgå, ved at bruge de offentlige ladestandere,” siger Henrik Sagild. 

Sikkerhedsstyrelsen oplyser, at man på nogle hjemmesider kan købe ulovlige ’mormor’-ladere, der trækker mere end seks ampere, og de opfordrer derfor til, at man er opmærksom ved køb af opladere.  

I løbet af 2023 er der kommet 19.815 flere elbiler på vejene, viser de seneste tal fra bilstatistik.dk.

LÆS OGSÅ: Klim Sparekasse i luften med ny investeringsløsning

- Annonce -

SENESTE ARTIKLER