Opkvalificering af personale i ældreplejen

Morten Klessen (A), Arkivbillede
Print Friendly, PDF & Email

Nyt projekt fra Socialstyrelsen gør det muligt at tilbyde primært ufaglært personale, både nyansatte og allerede ansatte, mulighed for at blive SOSU-hjælpere eller SOSU-assistenter på overenskomstmæssig løn.

Arbejdet med rekruttering, fastholdelse og opkvalificering af social- og sundhedspersonale på seniorområdet har gennem flere år været et stort fokusområde i Jammerbugt Kommune og der er allerede iværksat en række tiltag for at optimere mulighederne for rekruttering og fastholdelse af personale, der kan understøtte den vigtige opgave, som det er at sikre kvalificeret arbejdskraft til den vigtige kommunale kerneopgave, som ældreplejen er.

Med det nye projekt fra Socialstyrelsen, kommer der endnu en mulighed for at styrke det arbejde, nemlig at ufaglært personale kan få en uddannelse som enten SOSU-hjælpere eller SOSU-assistenter og dermed få en overenskomstmæssig løn. Projektet giver samtidig Jammerbugt Kommune mulighed for også i fremtiden at have det bedst kvalificerede personale til at dække behovet i ældreplejen.

Formanden for Social- og Sundhedsudvalget, Ib Nellemann siger om projektet: I Jammerbugt Kommune har vi i flere år, via mange forskellige tiltag, arbejdet med fastholdelse og opkvalificering af vores Social- og Sundhedspersonale. Vores Social- og Sundhedspersonale gør det rigtig godt og med dette projekt får vi en rigtig god mulighed for i samarbejde med Jobcentret at opkvalificere vore ufaglærte medarbejdere til glæde for både borgere og medarbejdere. 

Samarbejde med Jobcentret
Det er et krav, i projektet at der ansættes erstatningspersonale i forbindelse med, at personale i ældreplejen tager en uddannelse. Derfor er der indgået samarbejde med Jobcenteret om mulighederne for at understøtte opkvalificeringen gennem Jobrotationsordningen, ligesom der vil blive anvendt vikaransættelser.

Formand for Beskæftigelsesudvalget, Morten Klessen siger: ”Jeg er glad for som formand for Beskæftigelsesudvalget at kunne understøtte denne ualmindeligt vigtige opgave, der indbefatter at sikre kvalificeret arbejdskraft til seniorområdet. Samarbejde på dette område er altafgørende, og det lykkes vi heldigvis med i Jammerbugt Kommune i stor stil”.