Af Christian Borrisholt Steen, politisk seniorkonsulent i Arbejdsgiverforeningen KA og medlem af Uddannelses- & Arbejdskraftudvalget i SMVdanmark
Vi har brug for et opgør med kommunernes velfærdsmonopol
Debatten om velfærd handler ofte om flere ressourcer. Men alt for sjældent taler vi om, hvordan rammerne for velfærden i praksis spænder ben for kvalitet, valgfrihed og fair konkurrence.
Derfor hilser vi i Arbejdsgiverforeningen KA et helt nyt udspil fra Liberal Alliance: “Bryd velfærdsmonopolet” særdeles velkomment. For problemet er ikke kun mangel på hænder, men også et system, hvor kommunerne i alt for høj grad sætter spillereglerne til egen fordel.
I dag er det kommunerne, der både visiterer borgerne, fastsætter taksterne og selv driver en stor del af velfærdstilbuddene. Det giver en åbenlys risiko for interessekonflikter. Når prisen på en ydelse i praksis fastsættes af den samme aktør, der også leverer den, bliver konkurrencen ikke reel.
Vi ser desværre eksempler på, at kommunale takster og prislofter ikke afspejler de faktiske omkostninger ved at levere en indsats, men i stedet bliver et politisk redskab til at styre udgifterne. Det rammer både kvaliteten og de aktører, der forsøger at levere specialiserede tilbud – og i sidste ende borgerne.
Det er netop derfor, vi i Arbejdsgiverforeningen KA længe har efterlyst større gennemsigtighed og mulighed for uvildig kontrol. Takster på velfærdsområdet skal være baseret på dokumenterede, reelle omkostninger og ikke på politiske hensyn, der begrænser konkurrencen.
Her er Liberal Alliances forslag om en uafhængig kontrolenhed et vigtigt skridt i den rigtige retning. En sådan instans kan sikre, at kommunernes prissætning bliver efterprøvet, og at leverandører har et sted at gå hen, når vilkårene ikke er fair.
Vi har allerede set, at det kan lade sig gøre. På ældreområdet etablerede man tilbage i sommeren 2025 en uvildig kontrolenhed i regi af Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen. Det er et oplagt næste skridt at udbrede modellen til flere velfærdsområder, hvor der i dag er betydelige skævheder. Det gælder ikke mindst indenfor STU-området, hvor vi har oplevet nogle helt horrible og urealistiske kommunale prislofter for, hvad det må koste at tilbyde et ungt menneske en STU.
Debatten bliver ofte gjort til et spørgsmål om ideologi. Men det handler i virkeligheden om noget mere grundlæggende. Det handler om at skabe et system, hvor kvalitet belønnes, og hvor private og kommunale aktører får mulighed for at konkurrere på lige vilkår.
Hvis vi vil styrke velfærden, kræver det, at vi tør tage fat på de strukturelle problemer. Fair konkurrence kommer ikke af sig selv – den skal sikres. Det skylder vi de borgere, der er afhængige af, at systemet fungerer.
