Af Ole Stavad (S) Gruppeformand for Socialdemokratiet i Jammerbugt kommune (fra 1.1.2026) Kirsten Holcks Vej 8, 9460 Brovst
Verden er i opbrud!
Der har været rigtig meget at glæde sig over i 2025. Vi har den højeste beskæftigelse nogensinde. Dansk økonomi er bundsolid. Ældrechecken er forhøjet og kommuner og regioner har fået flere penge til velfærd og sundhed. ”Den grønne trepart” virkeliggøres og bliver nu konkret med lokale aftaler. For bare at nævne nogle få af de ting, som man kan glæde sig over.
Samtidig er det som om, at alting omkring os er i opløsning. Trump-æraen skaber sine egne regler og nedgør alt det, som vi troede, vi kunne regne med. Man får næsten kvalme, når man ser politiske ledere og erhvervsfolk ”falde på knæ” for Trump.
Man tager fejl, hvis man tror, at det kun handler om USA og Trump. Det breder sig som ringe i vandet. Også til os i Europa. Næsten alle ”centrum-venstre partier”, der tager ansvar og har skabt velstand, fred og stabilitet i Europa siden 2. Verdenskrig, er upopulære.
Verden er i opbrud. Forpligtende internationale aftaler og mindre landes demokratiske ret til selv at bestemme er under konstante angreb.
Det rammer også os i Danmark og et samlet Europa.
Alt det som vi tidligere målte en dansk regering på, tæller ikke længere. Fuld beskæftigelse og en solid økonomi med bl.a. massive investeringer i velfærd og sundhed, registreres knap nok i den konstante medieomtale af alle dem, der udsættes for samfundets svigt og dårlige behandling. Det får så ”en tand mere”, når det ender på de sociale medier, hvor alt er tilladt.
Det er bare vigtigt at huske på, at i et demokrati, som det vi er så heldige at være en del af i Danmark, er det os vælgere, der i sidste ende har et stort ansvar.
Når vi på et tidspunkt i 2026 bevæger os til valgurnerne, er det vores ansvar, hvad der kommer til at ske, når stemmerne er talt op. Vi kan skælde ud på de folkevalgte, men det er vores ansvar, hvem vi vælger – og dermed også den regering, som vi får efter valget.
Det, vi kan være sikre på, er, at vi også efter et valg har brug for politikere og en regering, der er i stand til at træffe store og svære beslutninger. Derfor får vi rigtig meget brug for sammenhold, tolerance og gensidig respekt.
Vi bor i et af verdens bedste lande. Det skal vi hjælpe hinanden med at passe på. Det er et fælles ansvar.
GODT NYTÅR.

