Ole Stavad: Et regeringsdueligt flertal

Ole Stavad. Foto: Region Nordjylland
Print Friendly, PDF & Email

Af Ole Stavad (S) Regionsrådsmedlem Kirsten Holcks Vej 8, 9460 Brovst    

Et regeringsdueligt flertal

Forleden spurgte en politisk kommentator: ”Hvad har Venstre fået ud af at gå ind i regeringen”?

For mig at se, er det et helt forkert spørgsmål. Umiddelbart har hverken Venstre eller Socialdemokratiet rent ”partiegoistisk” fået noget ud af at være med i en bred regering hen over midten.

Virkeligheden er bare, at som vælgerne har sammensat Folketinget, var det svært at få øje på andre realistiske muligheder. Godt nok påstår man, at valget resulterede i et såkaldt ”rødt flertal” på ét mandat. Et flertal bestående af bl.a. en radikal gruppe, der tilsyneladende ikke kan blive enig med sig selv. Og, et ”Alternativ” der startede med at underkende sin egen formand. Hertil skal lægges tre Nordatlantiske mandater, som måske ville være de mest stabile i det flertal.

Heldigvis valgte et flertal med Mette Frederiksen i spidsen en anden løsning. Ikke af hensyn til egne partier, men fordi Danmark har brug for en regering, der kan regere og sikre stabilitet.

Jeg synes, det er beskæmmende, at politiske kommentatorer næsten altid tror, at partiledere og folketingsgrupper kun tænker partiegoistisk. Min erfaring er tværtimod, at står valget mellem at gøre det rigtige for Danmark, eller at tilgodese egne snævre interesser, så har vi i Danmark et demokrati, hvor man selvfølgelig varetager egne partiers interesser, men først og fremmest føler en stærk forpligtelse og et fælles ansvar for Danmark.

Jeg synes, det er et privilegium, at vi i Danmark har partier, der er parate til at bøje sig mod hinanden og tage ansvar, når vælgerne sammensætter et Folketing, hvor det reelt er eneste mulighed.

Der er tilsyneladende et flertal af danskere, som støtter en bred regering hen over midten, men bare ikke bryder sig om den politik som en sådan regering kan blive enige om, da ingen får alt det man ønsker sig.

SVM-regeringen fremsætter bestemt også forslag, som jeg hellere ville være foruden. Men samtidig må jeg erkende, at vi har fået en regering, der sikrer stabilitet, fuld beskæftigelse og en robust økonomi. Reelt alt det der betyder mest for de fleste danskere.

Jeg tror aldrig, at SVM-regeringen vil nå toppe af popularitet. Derimod håber jeg på en anerkendelse og en respekt for de partier, der har påtaget sig ansvaret for at føre Danmark sikkert gennem en svær tid med krig i Europa, høj inflation og usikkerhed på mange områder. Også selv om vi alle sammen må tåle kompromisser, der ikke opfylder vore højeste ønsker. En gang imellem må man endda ”sluge kameler”, der slet ikke smager godt.

Dybest set er det vel selve kærnen i et godt demokrati, at man på trods af uenigheder kan sætte sig sammen og finde fælles løsninger, når vælgerne har sammensat et Folketing, hvor hverken ”Rød- eller Blå blok” kan skabe et regeringsdueligt flertal.

Deltag i debatten på Jammerbugtposten.dk - Skriv en kommentar til denne artikel:

Skriv venligst en kommentar
Indtast dit navn