Af Per Salling – Kandidat til Regions- og Kommunalvalget for Danmarksdemokraterne
Formand for Danmarksdemokraterne i Jammerbugt Kommune
Når offentlig transport udebliver (og tante Anna venter med kaffen)
Der er mange måder at se, om et samfund hænger sammen – men én af de bedste indikatorer er, om man kan besøge sin tante på en søndag uden at låne en bil.
I Jammerbugt Kommune – som i mange andre nordjyske landsbyer – er offentlig transport ikke længere en tur, men et projekt.
Bor du i Skovsgård og vil besøge tante Anna i Biersted en søndag, kan du lige så godt tage en madpakke med – for det bliver en lang rejse.
Lokalbusruten 625 kører slet ikke søndag. Du kan lede i Rejseplanen, men finder hurtigt ud af, at forbindelserne er elendige, skiftene ulogiske og ventetiden urealistisk. Selv hvis du finder en rute, kan turen tage flere timer – for en strækning, der i bil tager under en halv.
Når man ikke engang kan komme på familiebesøg uden at bruge en halv dag på skift og ventetider, er der noget galt. Det handler ikke kun om transport – det handler om sammenhængskraft og liv i lokalsamfundene.
Hos Danmarksdemokraterne ser vi bilen som et symbol på frihed – ikke som en fjende, der skal bekæmpes med parkeringsafgifter og dårlig samvittighed.
Selvfølgelig skal vi tænke grønt – men det skal være realistisk grønt, ikke skrivebordsgrønt.
Her i Nordjylland kan man ikke cykle med tre indkøbsposer og et par frostvarer fra Brovst til Biersted, uanset hvor meget man elsker klimaet.
Derfor ønsker vi ikke færre biler, men flere realistiske muligheder. For nogle er bilen nødvendig – for andre skal der være et godt alternativ. Det handler ikke om at tvinge nogen væk fra rattet, men om at sikre, at alle kan komme frem med værdighed og rimelighed.
Vi foreslår:
- Landsbybusser og minibusser, der kan bestilles samme dag – også i weekenden.
- Kortere ventetid og enklere Flextrafik.
- Koordinerede weekendruter, der binder landsbyerne sammen f.eks. fra Brovst, Aabybro og nabokommunerne.
- Flere pendler- og samkørsels pladser, hvor bilen og bussen samarbejder i stedet for at konkurrere.
Når man ikke kan komme fra Skovsgård til Biersted en søndag for at besøge tante Anna, er det ikke bare en bus, der mangler – det er virkeligheden, der er kørt fra planlæggerne.
Det vil Danmarksdemokraterne lave om på – med frihed, sammenhæng og sund fornuft.
Så både tante Anna – og resten af Nordjylland – kan få besøg igen.


Der står intet om alder!
I tilfælde, kan man rekvirer
taxi-kørsel, som kører ved-
kommende fra privatadresse
direkte til “tante Anna” og
når man bestiller kørslen, får
man også prisen at vide.
Jeg det hedder NT-flekstrafik!
Du har helt ret i, at NT-Flekstrafik findes – og i teorien lyder det jo som en glimrende løsning. I praksis kræver det dog næsten en logistikuddannelse og god tålmodighed at få turen til at passe med både tid og pris.
For mange ældre, unge uden kørekort og borgere i de mindre byer bliver det altså ikke helt så let, som brochuren lover. Det burde ikke kræve tre opkald, to timers ventetid og et halvt held for at besøge tante Anna en søndag eftermiddag.
Danmarksdemokraterne ønsker et transportsystem, der faktisk hænger sammen – hvor flekstrafikken er et godt supplement, men ikke skal dække over manglende busruter. Det handler om frihed, tryghed og mulighed for at kunne komme rundt – også når man bor uden for Aalborgs bygrænse.
Med venlig hilsen
Per Salling
Kandidat for Danmarksdemokraterne til kommunal- og regionsrådsvalget
Formand for Danmarksdemokraterne i Jammerbugt
Der klares faktisk ret nemt på nettet😊
Jammerbugt Kommune giver tilskud til Flextur når det er indenfor kommunen