Nyt tag til Aabybro Bibliotek kan koste ekstra millionbevilling
Når Jammerbugt Kommune’s Økonomiudvalg mødes den 20. maj, skal politikerne tage stilling til en tillægsbevilling til et nyt tag på Aabybro Bibliotek.
Baggrunden er alvorlige problemer med vandindtrængning i bygningen på Kattedamsvej, som gennem længere tid har givet udfordringer med både følgeskader og arbejdsmiljø.
Ifølge sagsmaterialet har byggetekniske undersøgelser vist, at det karakteristiske pyramidetag over biblioteket er i kritisk stand. Der er blandt andet konstateret omfattende fugtskader, forhøjede fugtniveauer, begyndende råd- og svampeangreb i tagkonstruktionen samt korrosion på beslag og fastgørelser.
Kommunens Ejendomscenter vurderer, at lokale reparationer ikke længere er teknisk forsvarlige, og anbefaler derfor en komplet udskiftning af taget.
Tagarealet over biblioteket udgør cirka 470 kvadratmeter, og investeringen til det nye tag er beregnet til 1,85 millioner kroner. I forbindelse med arbejdet skal taget samtidig efterisoleres, så det lever op til gældende krav i bygningsreglementet.
Sagen omfatter også pyramidetaget over den tilhørende SFO. Her er tilstanden endnu ikke akut, men der er registreret begyndende skader og forhøjede fugtniveauer – især ved samlinger og grater. Kommunen forventer derfor, at taget over SFO’en skal udskiftes i de kommende år, og der er allerede afsat 950.000 kroner til projektet i 2030.
Ifølge administrationen kan de nødvendige tagudskiftninger ikke finansieres inden for det almindelige vedligeholdelsesbudget uden at gå ud over vedligeholdelsen af andre kommunale bygninger.
For at skaffe plads i økonomien foreslår Ejendomscentret derfor, at udvidelsen af parkeringspladsen ved den tidligere Halvrimmen Skole udskydes til 2027. Selv med denne udskydelse vil der dog være behov for en ekstra bevilling på 750.000 kroner i 2026.
Sagen peger samtidig på, at projektet er omfattet af reglerne om energibesparende foranstaltninger, hvilket betyder, at kommunen har mulighed for direkte låneadgang til dele af finansieringen.
Hvis tillægsbevillingen godkendes, vil Jammerbugt Kommunes samlede bruttoanlægsudgifter i 2026 stige til 114 millioner kroner – svarende til 5 millioner kroner over den fastlagte anlægsramme for året.
Økonomiudvalget skal behandle sagen den 20. maj, hvorefter den sendes videre til endelig behandling i kommunalbestyrelsen den 28. maj.


