Nyt legetårn og krolf-bane åbnet med gratis is fra Aabybro Mejeri

Foto: Privat
Print Friendly, PDF & Email

Tirsdag den 20. juli blev åbningen fejret af det nye legetårn og den nye krolf-bane på festlig vis, idet Aabybro Mejeri kiggede forbi med deres flotte, 80 år gamle isbil og delte lækre softice ud.  

Til stor glæde for alle børn og barnlige sjæle, der i denne tid gæster Grønhøj Strand Feriecenter eller bor i det omkringliggende sommerhusområde, står de nye faciliteter klar til mange timers sjov og hygge allerede denne sommer.

”Feriecenterets boende gæster og gæster udefra har stor glæde af vores faciliteter allerede. Med den nye krolf-bane er rammen sat til endnu flere spændende og sjove familieopgør, når det store slag skal slås i en blanding af kroket og golf, hvor alle kan være med. Vi søger hele tiden at udvikle os og imødekomme gæsternes ønsker og behov, så de får nogle dejlige ferieoplevelser, mens de er her,” siger centerchef på Grønhøj Strand Feriecenter Tim Hansen.

Der har været et par bump på vejen, men nu er legetårnet færdigt og er allerede et populært tilløbsstykke for de boende feriegæster. Endagsgæster på Grønhøj Strand Feriecenter, der nyder godt af at kunne købe adgang til et slag minigolf, hygge på legepladsen og andre udendørs aktiviteter, har ligeledes mulighed for at udfordre hinanden på den nye krolf-bane, som Tim Hansen spår vil blive en populær aktivitet hos både familiens yngste og ældste.

Foto: Privat

Det summer skønt af liv og glade gæster, når man går en tur rundt på feriecenteret. Og det faldt i god jord og med stor begejstring hos alle, da Aabybro Mejeri kom og delte gratis sommerglæde ud i form af lækker is.