ForsideAabybroFørste spadestik taget til nyt klubhus i Aabybro: En mangeårig drøm bliver...

Første spadestik taget til nyt klubhus i Aabybro: En mangeårig drøm bliver til virkelighed

Første spadestik taget til nyt klubhus i Aabybro: En mangeårig drøm bliver til virkelighed

Onsdag eftermiddag blev en milepæl markeret i Aabybro, da første spadestik til Aabybro Idrætsforenings nye klubhus blev taget på adressen Viaduktvej 28B. Her mødte både lokale medlemmer, frivillige og samarbejdspartnere op for at overvære begyndelsen på et byggeri, som har været længe undervejs.

Det var borgmester Christian Hem og formand for Aabybro Idrætsforening Hans Arne Pedersen, der sammen satte spaderne i jorden og dermed officielt skød projektet i gang.

Det kommende klubhus bliver på 480 kvadratmeter og får desuden et overdækket udeareal på 197 kvadratmeter. Byggeriet vil blandt andet rumme moderne omklædningsfaciliteter og et stort fællesområde med cafeteria – alt sammen indrettet efter nutidens standarder og behov.

En dag, der har været længe ventet

Udvalgsformand Helle Bak Andreasen lagde i sin tale vægt på, at projektet markerer kulminationen på mange års arbejde:

– Det er en dag, vi har ventet længe på. Der har været mange idéer og ambitioner undervejs, men i dag står vi med et projekt, der både er flot, visionært og realistisk. Det er rammer, som børn og unge i Aabybro fortjener, sagde hun.

Hun fremhævede samtidig, at klubhuset bliver meget mere end blot omklædningsrum:

– Det bliver et sted, hvor man mødes, hvor fællesskabet er i centrum, og hvor der også er plads til at være – selv når man ikke spiller fodbold.

Fællesskabet i centrum

Også borgmester Christian Hem understregede betydningen af projektet – både for sporten og for fællesskabet:

– Et klubhus er nødvendigt. Det er her, man klæder om, hænger ud og er sammen før og efter kamp. Det bliver ganske enkelt lidt sjovere at spille fodbold i Aabybro med de nye rammer, lød det fra borgmesteren.

Han fremhævede samtidig, at fodbold – ligesom foreningslivet generelt – handler om at løfte i flok:

– Resultater opnås i fællesskab. Det gælder både på banen og udenfor, hvor mange frivillige hver dag er med til at få det hele til at fungere.

Stærk opbakning og solid finansiering

Projektet har en samlet anlægssum på cirka 12 millioner kroner. Jammerbugt Kommune bidrager med godt 9,5 millioner kroner og har desuden hjulpet med at skaffe fondsstøtte.

Derudover er projektet støttet af blandt andre Norlys Vækstpulje, Sparekassen Vendsyssel Fonden og LAG Jammerbugt-Vesthimmerland.

Entreprenøropgaven varetages af Tom Jakobsen A/S, mens NORD Arkitekter står for arkitekturen og Brix og Kamp er ingeniør på projektet.

Byggeri uden pause i fodbolden

Selve byggeprocessen bliver tilrettelagt, så aktiviteterne i klubben kan fortsætte. Først når de nye faciliteter står klar, vil det gamle klubhus blive taget ned – så der ikke opstår afbrydelser i en travl fodboldsæson.

Med første spadestik er fundamentet nu lagt – ikke kun for et nyt byggeri, men også for fremtidens fællesskab i Aabybro Idrætsforening, hvor både spillere, frivillige og lokalsamfundet får glæde af de nye rammer i mange år frem.

Borgmester Christian Hem og udvalgsformand Helle Bak Andreasen deltog i første spadestik til det nye klubhus i Aabybro, hvor de begge satte ord på projektets betydning for fællesskabet. Foto: Privat
- Annonce -

SENESTE ARTIKLER