ForsideJammerbugtNye offentlige toiletter på vej i Jammerbugts fire centerbyer

Nye offentlige toiletter på vej i Jammerbugts fire centerbyer

Nye offentlige toiletter på vej i Jammerbugts fire centerbyer

To unisex-toiletter i hver af Jammerbugt Kommunes fire centerbyer kan blive modellen for fremtidens offentlige toiletfaciliteter. Økonomiudvalget skal den 30. september tage stilling til principperne og den videre proces, og i flere af byerne er konkrete projekter allerede på tegnebrættet.

Bedre offentlige toiletfaciliteter i Aabybro, Pandrup, Fjerritslev og Brovst kommer på dagsordenen, når Økonomiudvalget i Jammerbugt Kommune mødes den 30. september.

Vækst- og Udviklingsforvaltningen anbefaler, at kommunen fremover arbejder ud fra et fælles princip om to offentlige unisex-toiletter i hver af de fire centerbyer. Det ene toilet skal opfylde kravene til handicaptilgængelighed.

Toiletterne skal desuden udføres i slidstærke materialer.

Droppet idé om fuldautomatiske toiletter

Planerne om bedre toiletfaciliteter har været undervejs i flere år.

I forbindelse med Budget 2024 ønskede budgetforligspartierne undersøgt, hvordan der kunne etableres fuldautomatiske toiletter i de fire centerbyer samt Blokhus.

En efterfølgende beregning viste en samlet anlægsøkonomi på 5,1 millioner kroner.

På grund af investeringens størrelse anbefaler forvaltningen nu en anden og billigere løsning uden automatik. Det reducerer anlægsudgiften, men betyder samtidig større krav til den daglige rengøring og vedligeholdelse.

I Blokhus er toiletspørgsmålet allerede løst på anden vis. Her besluttede Kommunalbestyrelsen i maj 2025 at indgå et lejemål, som sikrer offentlige toiletter i midtbyen.

Konkrete drøftelser i tre byer

Der arbejdes allerede med projekter i flere af centerbyerne, hvor nye offentlige toiletter kan blive en del af den øvrige byudvikling.

Kommunen er således i konkrete drøftelser med eksterne aktører om toiletfaciliteter i forbindelse med projekter i Aabybro, Pandrup og Fjerritslev.

Arbejdet er længst fremme i Aabybro og Pandrup, hvor der er tale om godkendte projekter med lokalplangrundlaget på plads.

Tanken er, at Økonomiudvalget løbende skal præsenteres for de enkelte projekter, efterhånden som kommunen modtager konkrete forslag fra aktørerne bag byudviklingsprojekterne.

Brovst har allerede en løsning

I Brovst er situationen lidt anderledes.

Her har kommunen gennem mange år haft en aftale med Brovst Sport- og Kulturcenter om adgang til offentlige toiletter. Forvaltningen anbefaler, at denne aftale fortsætter indtil videre.

Samtidig arbejdes der med muligheden for at tænke nye offentlige toiletter ind i den fremtidige udvikling af Brovst. Det kan blandt andet ske i forbindelse med anden etape af byfornyelsen eller moderniseringsplanerne for Brovst Sport- og Kulturcenter.

Omkring en halv million kroner pr. by

Kommunen kan enten eje eller leje de kommende toiletfaciliteter.

Hvis kommunen selv ejer toiletterne, vurderer forvaltningen, at etableringen af en enhed med to unisex-toiletter vil koste omkring 500.000 kroner pr. centerby.

Dertil kommer de løbende driftsudgifter.

En anden mulighed er at leje faciliteterne efter samme princip som i Blokhus. Her står kommunen blandt andet for forbrugsudgifter, rengøring, rengøringsartikler og den løbende indvendige vedligeholdelse, mens udlejeren har ansvaret for blandt andet faste og tekniske installationer.

Forvaltningen anbefaler, at der ikke på forhånd vælges mellem eje og leje. I stedet skal politikerne tage stilling fra projekt til projekt ud fra den samlede økonomi og de konkrete betingelser.

Hvis Økonomiudvalget godkender indstillingen den 30. september, bliver princippet således to offentlige unisex-toiletter i hver af de fire centerbyer. De konkrete aftaler og økonomien skal efterfølgende behandles særskilt for hver by.

- Annonce -

SENESTE ARTIKLER