Nye flag og skilte på strande og havne i Jammerbugt Kommune
Med 11 godkendte badepunkter og enestående naturoplevelser i Jammerbugt Kommune er der god grund til at pakke badetøjet og tage mod Jammerbugten i sommeren 2025. Nu er der kommet nye flag op og informationsskilte ved de certificerede badepunkter.
Ni strande og to havne i Jammerbugt Kommune fik i februar certificeringen som ”badepunkter” af Friluftsrådet. Det betyder, at gæster trygt kan hoppe i vandet, fordi der her er dokumenteret god badevandskvalitet og trygge forhold.
Nye flag ved Badepunkterne
I forbindelse med certificeringen har Jammerbugt Kommune nu hejst nye flag ved de 11 certificerede steder.
”Det glæder mig, at badepunktsflaget nu vejrer fra vores ni mest besøgte badestrande og ligeledes fra Gjøl Havn og Attrup Havn. Som Nordjyllands største turismekommune har det stor betydning, at vores badestrande er sikre og at besøgende let kan finde relevante informationer”, udtaler Borgmester Mogens Christen Gade.
Skilte med praktiske oplysninger og naturinformation
Udover de nye flag er der også sat nye informationsskilte op ved de 11 badepunkter. Skiltene har til formål at give gæsterne information om vandprøver og faciliteter, men de rummer også information om naturen det pågældende sted, og så er de udarbejdet med afsæt i den brandguide, der gælder for hele Vestkysten.
”Med de nye skilte i vestkyst-designet viser vi tydeligt, at vi er en del af noget større, og at vi taler direkte ind i det samlede vestkystbrand. Med skiltene ønsker vi at give gæsterne alle de relevante oplysninger om badestedet, krydret med naturinformation”, forklarer Mette Greisen Damsgaard, som er erhvervs- og turistchef i Jammerbugt Kommune.
Jammerbugt Kommune har som en ekstra ting sørget for, at skiltene også informerer om de lokale naturherligheder. Dermed kan gæsterne også få et overblik over hvilke dyr og planter, der lever i området. Informationen om naturen er lavet i samarbejde med Danmarks Naturfredningsforening, som også har lavet håndtegnede illustrationer dertil.
”Tiltaget med naturen i området er et fint eksempel på, hvordan vi i et godt og tæt samarbejde med Danmarks Naturfredningsforenings lokalafdeling kan formidle den helt særegne og fantastiske natur, der kan opleves langs kysterne i Jammerbugt Kommune”, lyder det fra Mette Greisen Damsgaard.
På skiltene kan man finde oplysninger om:
- Hvor der er redningsudstyr, toilet, kiosk, parkering og affaldsspande
- Den nyeste vandprøve via en QR-kode
- Lokale forhold, herunder f.eks. om husdyr og kørsel på stranden
- Hvilke dyr og planter man kan være heldig at opleve det specifikke sted
Om badepunktsordningen:
Badepunktsordningen er en national mærkningsordning under Friluftsrådet. Et badested med Badepunkt-mærket lever op til en række krav, der sikrer badegæster en god og tryg oplevelse – blandt andet høj badevandskvalitet, livredningsudstyr og synlig information om stedet og faciliteter i nærheden.
Vandkvaliteten tjekkes løbende, og i badesæsonen fra 1. juni til 1. september tages der således mindst 10 vandprøver på strandene og seks prøver på havnene i Jammerbugt Kommune. Prøverne analyseres for tarmbakterier som E. coli og enterokokker, som kan være indikator for forurening og sygdomsfremkaldende bakterier.

Her finder du Badepunkter i Jammerbugt Kommune:
Ejstrup Strand
Rødhus Strand
Klim Strand
Gjøl Havn
Attrup Havn
Slettestrand
Tranum Strand
Blokhus Strand
Saltum Strand
Grønhøj Strand
Svinkløv Strand