Ny teknik- og forsyningschef i Jammerbugt Kommune

Peter Risegaard Jakobsen
Peter Risegaard Jakobsen Foto: Privat
Print Friendly, PDF & Email

Peter Risegaard Jakobsen er netop ansat som teknik- og forsyningschef i Vækst- og Udviklingsforvaltningen.

Peter Risegaard Jakobsen indtræder i stillingen som fagchef på teknik- og forsyningsområdet 3. november 2021. Stillingen blev ledig, da den tidligere teknik- og forsyningschef Peter Albeck Laursen 1. august 2021 blev ansat som direktør i samme forvaltning.

Det er en kandidat med solid erfaring, der nu træder ind i forvaltningens chefgruppe.

”Med Peter får vi en erfaren og meget kompetent teknik- og forsyningschef, der både kender fagområdet indgående og har en solid ledelseserfaring fra forskellige offentlige organisationer. Jeg ser meget frem til samarbejdet med Peter”, udtaler direktør Peter Albeck Laursen.

Efter endt uddannelse som civilingeniør fra Aalborg Universitet i 1991 var han i en årrække ansat i Nordjyllands Amt – først som planlægger og efterfølgende som leder i bl.a. Amtsvejvæsenet, Plankontoret og Virksomhedskontoret. Fra kommunesammenlægningen var Peter Risegaard Jakobsen Miljø- og Naturchef i Hjørring Kommune, og senest har han fungeret som afdelingsleder i Vejdirektoratet med ansvar for vintertjenesten på statsvejene i Danmark.

”Jeg glæder mig rigtig meget til at tiltræde stillingen som teknik- og forsyningschef i Jammerbugt Kommune. Jeg oplever selv, at kommunen er både levende og attraktiv for borgere, virksomheder, turister – og ikke mindst som en attraktiv arbejdsplads. Opgaverne og ansvaret på teknik- og forsyningsområdet passer rigtig godt sammen med hvad jeg har arbejdet med hidtil”, fortæller Peter Risegaard Jakobsen.

Peter Risegaard Jakobsen er 56 år, bor i Aalborg og har en stor familie med fem børn. Fritiden går primært med familien, der bl.a. har sommerhus i Jammerbugt Kommune i Ejersted Klit ved Saltum.