Ny sæson starter i Aabybro Gymnastikforening
Efteråret er også lig med opstart af mange indendørsaktiviteter – dette gælder også for Aabybro Gymnastikforening, hvor sæsonen 2025/2026 starter op i uge 35 med masser af forskellige gymnastikhold til børn og voksne i alle aldre.
Selvom gymnastikforeningen snart er 100 år gammel, er den ikke for gammel til at udvikle sig og lancere nye tiltag. For nogle år siden startede foreningen med at tilbyde Teamgym, som er en form for konkurrencegymnastik, hvor gymnasterne testes i både rytme- og springgymnastik. Gymnasterne fra Aabybro deltager i konkurrencer i hele landet og var selv vært ved en meget vellykket konkurrence i slutningen af sidste sæson.
De sidste par år er foreningens hold for Rytmisk gymnastik også fordoblet fra ca. 20 til 40 damer i alderen 25+, som hver mandag får sved på panden og luftet lattermusklerne. Holdet deltog også i DGIs netop afholdte Landsstævne i Vejle, hvor de fremviste deres opvisning i tørvejr på en ellers regnvåd dag.
I denne sæson tilbyder foreningen ud over de sædvanlige hold for breddegymnastik for børn og voksne samt teamgym også tre helt nye hold. Alle tre hold er helt nye i foreningen og udvider tilbuddene til gymnastikinteresserede børn og vokse i og omkring Aabybro.
Så hvis du har en dreng i 0. – 2. klasse som elsker at udfordre sig selv med seje moves, så skal han helt sikkert dukke op om onsdagen til det nye hold ”Breakdance”, hvor gymnastik kombineres med fed musik og masser af seje tricks. Holdet ledes af Peter, der som både erfaren gymnast og breakdancer glæder sig til at udfordre drengene og samtidig have det super sjovt.
Også om onsdagen kan erfarne rytmegymnaster deltage på det nye hold for øvede piger i alderen fra 17 år. Det er et hold, hvor gymnasterne udfordres på både teknik og rytmesans, og hvor der stilles højere krav til gymnasternes niveau. Her skal der arbejdes hårdt, både med udfordrende koreografier, detaljer i forskellige rytmesekvenser og med et spændende håndredskab. Signe som leder holdet, glæder sig til at komme i gang med nørderiet og planlægningen af en fed opvisning til foråret.
Endelig tilbydes der i år et hold for drenge og piger i 3. – 9. klasse, som træner søndag eftermiddag – TeamX. Dette hold er for de gymnaster, som gerne vil udfordres ekstra og lære en masse nyt samtidig med, at de har det sjovt. Holdet er både for rytme- og springgymnaster, og ledes af en flok unge og dygtige instruktører, som alle har mange års erfaring med gymnastik både i Aabybro Gymnastikforening og fra andre foreninger. De glæder sig alle sammen til at mødes hver søndag til udfordrende og sjove træninger enten i DGI-huset eller i springsalen på Aabybro Sportsefterskole samt til flere træninger i weekender i løbet af sæsonen.
Der er selvfølgelig også de sædvanlige hold både for familiegymnastik, puslinge og skolebørn i alle aldre samt voksne herrer og damer. Holdene træner enten i DGI-husets haller/gymnastiksal eller på Aabybro Sportsefterskole. Tilmeldingen åbner via gymnastikforeningens hjemmeside www.aabybro-gf.dk lørdag d. 9. august kl. 12.00.
Hvis man har spørgsmål til hold eller har lyst til selv at være med som instruktør, hjælpeinstruktør eller voksenhjælper kan man kontakte foreningen via hjemmesiden eller direkte til info@aabybro-gf.dk .
Hele programmet for sæson 2025/2026 kan også ses på hjemmesiden eller på foreningens Facebookside: Aabybro Gymnastikforening.



