Ny målmandstræner i Aabybro

Jesper Kristiansen sammen med et lille udpluk af klubbens målmænd Foto: AAIF Fodbold
Print Friendly, PDF & Email

AAIF Fodbold: Vi har igen været heldige at få tilknyttet en målmandstræner til vores klub.

Jesper Kristiansen har sagt ja til opgaven og træner alle vores målmænd i alderen fra 12 år og opefter – altså både ungdoms- og seniormålmænd. Jesper har gennem hele sit liv været en del af Birkelse IF, hvor han gennem en årrække har spillet på klubbens førstehold, ligesom han også har været træner for dette.

– Vi er glade for igen at kunne tilbyde specialiseret træning til alle vores målmænd, udtaler formand Hans Arne L. Pedersen. Der er en tendens til ikke at fokusere på træning af målmænd, hvorfor det ikke altid er let at finde en til at stå imellem stængerne. Jesper har taget udfordringen op, og vi glæder os til at følge udviklingen af alle vores målmænd.

– Min datter spiller i klubben, og jeg havde et par timer i forbindelse med hendes træning, hvor jeg kunne hjælpe, samtidig med, at jeg nok også savnede den daglige kontakt med spillere. Jeg har nydt opstarten, og glæder mig til at følge alle målmænd i klubben, og håber på, at vi i samarbejde kan få dem skubbet i den rigtige retning, siger Jesper Kristiansen. –

Vi vil gerne byde Jesper velkommen i klubben og vi glæder os til samarbejdet.