ForsideBlokhusNy udstilling på Museum for Papirkunst: Når lys og mørke mødes i...

Ny udstilling på Museum for Papirkunst: Når lys og mørke mødes i mennesket og i universet

Ny udstilling på Museum for Papirkunst: Når lys og mørke mødes i mennesket og i universet

Museum for Papirkunst præsenterer soloudstillingen Genskær med værker af den internationalt anerkendte kunstner, Lyndi Sales (RSA).

Udstillingen åbner den 4. oktober kl. 14.00, hvor kunstneren vil være til stede.

Det vi ikke kan se med det blotte øje
Fra drømmesyn og kompositioner af kærlighedshormoners kemiske opbygning, til de fraktale strukturer, der findes i naturen og videnskaben.

Udstillingen afspejler Lyndi Sales’ fascination af videnskab og spiritualitet som indgange til at udforske forbindelser, os selv og universet.

Sales’ kunstneriske proces starter ofte som en repetitiv, meditativ praksis, hvor hun blander maling i præcise forhold, som hun påfører store ark papir. Malingen flyder ind i hinanden og trækker skarpe gradienter mellem lys og mørke. Endelig skærer hun papiret i tusindvis af strimler, som hun sorterer i farvegrupper, før hun arrangerer dem i abstrakte kompositioner.

Hendes værker er resultatet af et fordybelsesritual, der kan beskrives som et fysisk mantra i bevægelse, formet af drømmelignende bevidsthedstilstande. Værkerne gengiver lyset og mørket som en refleksion af den universelle dualitet, der består af to modsatrettede kræfter, som dog er dybt forbundne og understøtter hinanden.

Sales’ værker inviterer os med på en rejse i naturens og menneskets substans og opfordrer os til at begribe verdener og forbindelser, der ikke kan ses med det blotte øje.

Aktiviteter og oplevelser for alle aldre
Udstillingen henvender sig både til børn og voksne, der alle kan fordybe sig i Sales’ abstrakte univers. Prøv selv kræfter med at farve og klippe i papir, hvor du, ligesom Sales, hengiver dig til kunsten. Læs mere om vores mange aktiviteter på museets hjemmeside: www.museumforpapirkunst.dk

Om kunstneren
Lyndi Sales (f. 1973) bor og arbejder i Cape Town, Sydafrika. Hun er uddannet ved University of Cape Town med en BA i Fine Arts i 1995 og en MA i Fine Arts i 2000. Hun repræsenterede Sydafrika i 2011 ved den 54. Venedig Biennale og har haft adskillige solo- og gruppeudstillinger verden over. Sales er repræsenteret i flere offentlige og private samlinger i blandt andet USA og Frankrig.


FOTO: Værk af Lyndi Sales: Each fragment you collect brings you closer to your whole

Om udstillingen:

Kunstner:
Lyndi Sales

Kurator og udstillingsarkitekt:
Tina Midtgaard

Periode:
04.10.2025 – 27.09.2026

Lokalitet:
Museum for Papirkunst, Ilsigvej 2, 9492 Blokhus

Åbningstider:
Tir-søn kl. 10-16, mandag lukket.

Entré:
Voksen (12 – 88 år): 90 kr.
Barn (3 – 11 år): 50 kr.
Under 3 år: Gratis
Over 89 år: Gratis

Samarbejdspartner:
Galerie Maria Lund

Støttet af:
Statens Kunstfond, Spar Nord Fonden, Beckett-Fonden, Ny Carlsbergfondet, Frimodt-Heineke Fonden og Kulturministeriet

- Annonce -

SENESTE ARTIKLER