Nordjysk oplevelsescenter vil lave flere koncerter: Ansætter tidligere radiovært som direktør
Oplevelsescentret Fun Art ved Nordvestkysten vil lave flere koncerter. Derfor opruster foreningen Musik & Kultur Blokhus, der står bag, nu med en ny direktør.
Valget er faldet på 38-årige Elise Rasmussen, der er tidligere morgenvært på DR P4 og har stået i spidsen for Ekstra Bladets dækning i Nordjylland. Senest har hun været journalist på Nordjyske.
– Jeg brænder meget for udviklingen af lige præcis den her del af Danmark, og her spiller kulturen og turismen en central rolle. Derfor glæder jeg mig til at være med til at styrke et sted, der både kan tiltrække endnu flere turister til området og har potentiale til at blive det naturlige samlingspunkt for hele Nordvestjylland, siger Elise Rasmussen.
Ambitionen er at skabe den største turistmagnet i Jammerbugt Kommune efter Fårup Sommerland. Det skal blandt andet ske ved at lave flere koncerter, foredrag og events.
– Vi er meget glade for at have fået Elise med ombord. Hun repræsenterer præcis den profil, vi har været på udkig efter – en person, der kan være med til at løfte organisationen yderligere og sikre, at vi står endnu stærkere i den næste fase. Med Elise får vi både nye perspektiver og ekstra kapacitet til at udvikle stedet, lyder det fra Henning Simonsen, formand for Musik & Kultur Blokhus.
Ansættelsen er dermed et vigtigt skridt i at ruste organisationen til fremtiden, hvor ambitionen er fortsat vækst, høj kvalitet i oplevelserne og en endnu stærkere markedsposition.
– Elise kommer med en stærk profil, og hun bidrager med både energi, struktur og et skarpt blik for gæsteoplevelser og forretningsudvikling, siger han og tilføjer:
– Vi er gået efter en, som vi har stor tiltro til kan eksekvere nogle idéer, der kan udvikle stedet endnu mere.
Den ambition deler Elise Rasmussen, der også selv har erfaring fra scenen som standup-komiker, og derigennem også har været med at udvikle kulturtilbud.
– Der er brug for kulturen, så vi har noget at leve af og for hele året rundt, og de tilbud skal ikke kun være centreret omkring de store byer. Det er vigtigt for sammenhængskraften i en kommune som Jammerbugt, at vi har noget at samles om, siger hun.
Udover at Elise Rasmussen har været vært på en lang række liveudsendelser, har hun drevet et gæstgiveri i Tranum, hvor hun i dag bor med sin familie. Desuden har hun over 20 års erfaring med frivilligt foreningsarbejde, hvor hun har bestredet forskellige tillidshverv og lederroller.
Elise Rasmussen tiltræder som direktør for Musik & Kultur Blokhus ved Fun Art 15. maj.


