Fjerritslev-museum udgiver bog om bryggerdatterens Amerika-rejse
En næsten 100 år gammel dagbog danner grundlag for en ny bog, der nu udgives af Fjerritslev Bryggeri- og Egnsmuseum. Bogen Rejsen til Amerika giver et unikt indblik i den sidste brygger på Fjerritslev Bryggeri, Kirsten Kjeldgaards, oplevelser på en næsten fem måneder lang rejse gennem Canada og USA i 1930.
Som ung – inden hun senere overtog bryggeriet – drog Kirsten Kjeldgaard til Nordamerika. Undervejs førte hun dagbog og fotograferede de mennesker og steder, hun mødte. Begge dele er centrale elementer i den nye udgivelse.
Bogen følger hendes rejse rundt i Canada og USA, hvor hun besøger gamle venner og bekendte. Samtidig sætter udgivelsen rejsen ind i en historisk sammenhæng og fortæller blandt andet om, hvem der stod bag turen, hvilke andre deltagere fra Fjerritslev der var med, og hvem Kirsten rejste sammen med. Der sættes også fokus på hendes relation til en af de øvrige rejsedeltagere – en person, som også stod på kajen i København, da hun vendte hjem efter sit lange ophold.
Rejsen var arrangeret af Dansk Amerikansk Klub, som har tilknytning til Rebildkomiteen.
Det er Erik Mørkholdt Andersen, der er frivillig ved museet og medlem af både Museumsforeningen og Brygger P. Kjeldgaards Familiefond, som står bag arbejdet med at udgive bogen. I forbindelse med researchen har han blandt andet besøgt Dansk Amerikansk Klub i Aalborg, hvor han sammen med klubbens præsident har gennemgået et omfattende arkiv af avisudklip. Materialet er med til at belyse Kirsten Kjeldgaards rejse og indgår som illustration i bogen.
Udgivelsen er blevet til med støtte fra Lions Vesterhavsfruerne i Fjerritslev og Museumsforeningen for Fjerritslev Bryggeri- og Egnsmuseum. Bogen er trykt hos Fjerritslev Tryk A/S.
Rejsen til Amerika kan købes på Fjerritslev Bryggeri- og Egnsmuseum til en pris på 149 kroner.

