ForsideAabybroFrederikke åbner ny klinik i Aabybro

Frederikke åbner ny klinik i Aabybro

Frederikke åbner ny klinik i Aabybro

En ny sundhedsklinik har set dagens lys i Aabybro, hvor 28-årige Frederikke Steen nu er klar til at tage imod sine første kunder i Klinik Egernbo Akupunktur.

Virksomheden blev registreret med CVR-nummer i december, og de første måneder af året er gået med at færdiggøre uddannelsen. Nu står hun klar til at åbne dørene for bookinger i klinikken, som er indrettet på hjemmeadressen, hvor hun bor sammen med sin mand. Klinikken ligger for sig selv i rolige omgivelser, omgivet af natur, hvilket er med til at skabe en afslappende og tryg ramme for behandlingerne.

For Frederikke Steen begyndte interessen for akupunktur med en personlig oplevelse.

– Jeg havde for nogle år siden rigtig meget bøvl med en skulder. Jeg prøvede akupunktur, og med bare et par nåle og et kvarters behandling var smerterne væk. Det gjorde virkelig indtryk på mig, og jeg tænkte: Det her vil jeg gerne give videre til andre, der døjer med smerter, fortæller hun.

I dag tilbyder hun behandlinger med afsæt i klassisk kinesisk medicin, hvor kroppen ses som en helhed. Målet er at skabe balance og lindre både fysiske og mentale gener.

– Hos mig handler det ikke kun om at fjerne et symptom, men om at finde årsagen og skabe balance i hele kroppen. Jeg tilpasser hver behandling individuelt, så den passer til den enkelte, siger Frederikke Steen.

Klinikken tilbyder blandt andet akupunktur, moxa, auriculoterapi, TENS og cupping – alle behandlingsformer med fokus på ro, tryghed og effekt.

Akupunktur anvendes i dag bredt til en lang række problemstillinger. Det kan blandt andet være stress, uro, søvnproblemer, smerter i nakke og ryg, hormonelle ubalancer og fordøjelsesproblemer.

– Mange oplever både en hurtig afspænding og en mere langvarig forbedring. Det er netop den kombination, jeg synes er så fantastisk ved akupunktur, forklarer hun.

Med Klinik Egernbo Akupunktur får Aabybro nu endnu et lokalt tilbud inden for alternativ behandling, hvor fokus er på nærvær, faglighed og individuelle løsninger – i rolige, naturnære omgivelser.

Frederikke Steen byder velkommen i sin nyåbnede klinik, hvor fokus er på ro, balance og individuelle behandlinger. Foto: Himmerlandsposten.dk
- Annonce -

SENESTE ARTIKLER